Et andet universitet?

kiron-struktur

I dag hørte jeg en førstehåndsberetning om erfaringer med at arbejde i kommunalpolitik. Mange gange bliver de diskussioner, man prøver at tage op – f.eks. om miljøpolitik – hurtigt fejet af bordet, men andre gange kan man opleve at få lydhørhed.

Man kan prøve at forandre systemet indefra, men nogle gange skal man gå andre veje for at skabe forandring. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes at forholdene i den danske universitetsverden ikke er gode og at kampen for forandringer til det bedre nogle gange føles urimeligt hård. I modsætning til kommunalpolitik er universitetsverdenen efterhånden blevet gennemført udemokratisk, og det kan føles som en forgæves kamp at skabe bedre forhold på universiteterne. Måske er det mest progressive at skabe et alternativ og derigennem pege på en anden vej end den bestående.

Det lyder umiddelbart underligt, at vi kunne skabe forandringerne ved at lave et andet universitet i stedet for at prøve at reformere det, der findes. Men når jeg læser om Kiron University-initiativet i Tyskland, der sidste år blev beskrevet i en artikel i dagbladet Information, er muligheden ikke så underlig endda.

Kiron University er et undervisningstilbud på universitetsniveau rettet mod flygtninge og asylansøgere (foreløbig i Tyskland). En del af dem har afbrudt universitetsuddannelser i det land, de er flygtet fra. Ofte skal. Her er ideen så at lade flygtninge følge online-kurser og at lade dem bruge en tompladsordning til også at kunne deltage fysisk i eksisterende undervisning. Efter opkvalificering vil flygtningene kunne blive optaget på et af de universiteter, som Kiron University er partner med. Med tiden vil de færdiguddannede enten kunne få job i deres nye hjemland eller vende tilbage til deres gamle hjemland.

Det kunne være en idé for os som utilfredse forskere og undervisere i universitetsverdenen i Danmark at gå med i dette initiativ og på den måde være med til at skabe en anden universitetsvirkelighed. Den helt store udfordring er selvfølgelig at alt dette kræver resurser. De menneskelige resurser kan vi finde ad frivillighedens vej, hvis vi alle giver en time eller to med jævne mellemrum, men det er ikke nok. Vi kan ikke opkræve betaling fra deltagerne – flygtninge er (uanset antagelser om dyre juveler o.lign.) typisk i det store og hele besiddelsesløse. Kiron University tager derfor udgangspunkt i crowdfunding.