Samarbejde skal straffes (???)

samarbejde

Jeg stødte i dag på en interessant artikel fra 2009 af Simon Gächter fra universitetet i Nottingham og Benedikt Herrmann fra Institut for arbejdsstudier i München. De har lavet en oversigt over resultaterne af de efterhånden mange psykologiske eksperimenter om samarbejde – og i virkeligheden også om altruisme kontra egoisme.

I eksperimentelle undersøgelser af menneskers villighed til at samarbejde bruger man en simpel eksperiment-opstilling. Hver deltager får 20 pengeenheder og skal aflevere k enheder til en fælles pulje. Bagefter får hver deltager \alpha \cdot K tilbage, hvor 0 < \alpha < 1 og K er den samlede værdi af puljen. Nu er det interessant at se hvordan deltagerne agerer. Det mest anti-sociale, en forsøgsperson kan gøre, er ikke at give noget til den fælles pulje, for så mister de ikke noget. Men de får heller ikke flere penge af det. Hvis der er 4 deltagere som hver giver 20 pengeenheder til den fælles pulje og \alpha= 0,5 , får hver deltager til gengæld 40 pengeenheder ud af det. Dette er den mest pro-sociale adfærd.

Man kan lave en udgave af eksperimentet, hvor man straffer andre deltagere. Straffen skal uddeles af alle samtidig – hvis A straffer B og kræver en bøde på k, skal B miste k enheder, mens A mister én enhed.

Mange af de eksperimenter, der bliver omtalt i artiklen, viser at der er mange, der vil samarbejde og straffe dem, der ikke vil samarbejde, også selv om der ikke er en senere gevinst derved. Men det er også interessant at der er forskelle på hvor villig man er til at straffe pro-social adfærd! Og her er der faktisk tydelige forskelle – man har lavet forsøget i både Schweiz og Rusland, og i Rusland er det klart mere udbredt at straffe pro-social adfærd! En nærliggende forklaring er at russerne er vant til ikke at stole på det omgivende samfund efter årtiers erfaring med diktatur, korruption osv.

Alt dette bør give stof til eftertanke, og jeg kunne godt tænke mig at få dette undersøgt ud fra et dansk perspektiv. Den italienskfødte forsker Gloria Origgi har ikke megen tiltro til sit fødeland. Hun skriver i et indlæg på Edge.org

As an Italian with first-hand experience in living in a country where, if you behave well, you are socially and legally sanctioned, this news was exciting, even inspiring … perhaps cooperation is not an inherent virtue of the human species. Perhaps, in many circumstances, we prefer to stay with those who share our selfishness and weaknesses and to avoid pro-social altruistic individuals. Perhaps it’s not abnormal to live outside a circle of empathy.

Vi oplever stadig oftere negative udsagn om “godhed” og om “humanisme”, og man kan endog læse om en kommunalpolitiker der mere eller mindre åbenlyst truer Venligboerne. Jeg spekulerer på om der mon er to forskellige typiske former for adfærd i Danmark i vore dage.

(Visited 119 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar