Vi bliver dårligere mennesker

Uden navn

Her er en statusopdatering af forfatteren Flemming Chr. Nielsen. Jeg forstår ham godt i sit ønske om at trække sig. Jeg synes, det er en grim tid vi er havnet i. Nationalismen fordrer at der skal udpeges en ydre fjende og en indre fjende, og nu sker det for fuld styrke. Danmark vender blikket indad, og det bliver tydeligvis sværere og sværere at se Den Anden som et menneske.

En skribent, hvis navn ikke fortjener at blive nævnt, skrev for nylig en usædvanligt plat, sexistisk og perfid kritik af Helle Thorning-Schmidt på Jyllands-Postens websted, og siden da er han blevet voldsomt kritiseret. Det fortjente han. Men samtidig kan jeg mærke at vi bliver trukket ned på det samme lave argumentationsniveau, og selv forfalder jeg også til det. Selv om jeg måske kan virke enormt hellig,  er jeg desværre ingen helgen.

Jeg lægger mærke til at Helle Thorning-Schmidt selv ikke har givet sin mening til kende, og det er da også fornuftigt af hende. Der er ingen grund til at give den pågældende skribent ekstra opmærksomhed.

Måske trækker det os ned, at det er så nemt og hurtigt at give sin mening til kende i dag på de sociale medier. Måske trækker det os ned, at ledende politikere rent ud sagt taler grimt og nedladende til hinanden. Jeg bryder mig af denne grund ikke om at se Debatten på DR2.

Jeg var ingen helgen i forvejen, men jeg kan selv mærke, at jeg bliver et dårligere menneske af alt dette. Noget godt bud på hvad der skal gøres, ved jeg ikke, og dette er i virkeligheden skrevet i afmagt.

(Visited 174 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar