Kunsten 2016

IMG_5337

I dag besøgte jeg Kunsten i Aalborg sammen med familien og en af min datters gode venner. Kunsten, der engang hed Nordjyllands Kunstmuseum, lukkede for en totalrenovering i juni 2014 – få måneder efter åbningen af Musikkens Hus. Nu er Kunsten omsider genåbnet.

Den nye udgave af Alvar Aalto og Jean-Jacques Baruëls bygning (Baruël var trods sit franske navn dansk) er på én og samme tid velkendt og ændret. Der er nu udstillingsplads i kælderen ved siden af restauranten, og det lokale, der i sin tid var biograf, er nu blevet til et lyst bibliotek, hvor man omsider kan se de ovenlysvinduer, der altid har været der. Toiletterne i kælderen er blevet store og egentlig lidt lufthavnsagtigt indrettet; skiltningen er måske ikke så tydelig som man kunne have ønsket sig.

Det var interessant at se værker, jeg husker fra tidligere, og nye værker der er kommet til siden 2014.

IMG_5341

Den pakistanske kunstner Imran Qureshis udstilling er på én og samme tid imponerende smuk og foruroligende. Den kolossale bunke af rødt papir fylder en hel sal som en slags bjerglandskab af blod. Nede i det nye udstillingslokale i kælderen finder man en helt anden side af hans værk, nemlig miniaturemalerier, og et gulv malet over med blå ornamenter.

IMG_5351

Også Michelangelo Pistolettos enorme spejle, der fylder en hel sal, er værd at bruge tid på.

IMG_5348

Den 18. februar kommer Pistoletto selv til Aalborg for at smadre spejlene med en lægtehammer! Inde bag glasset er der gemt farver, som først da vil blive afsløret.

Det var interessant at gå rundt, og jeg vil bestemt ikke påstå at jeg er færdig med at genopdage Kunsten. Tværtimod. Jeg satte mig på en bænk for at sidde og kigge lidt og opdagede først da at bænken har skjulte hjul og en lille elektromotor som får den til at bevæge sig fra side til side. Det var snedigt.

Men ét skår i glæden er der, i al fald for mig. Menuen på Kunstens restaurant rummer faktisk ikke én eneste vegetarisk (for slet ikke at sige vegansk) ret. Argumentet er at “vi har prøvet det, men ingen vil spise det, og vi vil ikke smide mad væk”.  Jeg fik at vide at man som vegetar eller veganer kunne kontakte restauranten i forvejen, hvis man vil have noget at spise. Det gjorde jeg – eller rettere, det gjorde min hustru. Alligevel havde man i køkkenet så glemt dette. Som vegetar eller veganer kommer man uvægerligt til at føle sig uvelkommen, og det var vel ikke meningen?