Gensyn med Joakim

joakim-1984joakim-2016joakim-og-hans-1983 joakim-og-hans-2016

I 1982 vandt jeg som den ene af to danske gymnasieelever en stilekonkurrence udskrevet af Alliance Francaise og tilbragte nogle minderige julidage i Paris. Det var lige efter gymnasiet, og verden virkede ny, stor, åben og også lidt forvirrende. I Paris mødte jeg en svensk gymnasiedreng i lyseblå t-shirt som var helt vild med sprog og med at rejse. Jeg endte med at være meget sammen med Joakim Enwall fra Stockholm i de dage; vi snakkede godt sammen og det var fascinerende at høre om hvordan han prøvede at lære sig selv armensk og baskisk og om hans InterRail-tur, som rejsen til Paris “kun” var et stop på (den svenske afdeling af Alliance Francaise havde opdaget at den billigste billet fra Stockholm til Paris var et InterRail-kort til 30 dage!).

Siden studerede Joakim kinesisk (det var nogle år før det blev hip); senere blev han svensk kulturattaché i Beijing og han er nu professor i kinesisk i Uppsala. Vi har holdt kontakt med hinanden  siden dengang i 1982 – og Facebook har her været en god hjælp – men vi har kun set hinanden få gange. Flere gange i årenes løb har det ellers været nærved og næsten,

Sidste gang vi sås var den 28. september 1994 i Stockholm; det var morgenen efter Estonias forlis og vi mødtes på Centralstationen. Jeg havde været til et møde i den svenske hovedstad, Joakim var lige blevet færdig med sin PhD om det kinesiske minoritetssprog miao og stod for at skulle til Kina. I november 2013 var jeg i Uppsala, men netop i de få dage var Joakim desværre ikke i Sverige.

I dag, den 27. januar 2016, mødtes vi så omsider igen, nu i Aalborg. Joakim havde deltaget i en konference på AAU og havde spurgt om vi ikke skulle ses. Og det skulle vi da.

Det var godt at se Joakim igen, og igen var det spændende at høre om hans mange rejser og om sprogenes verden. Vi er fra hvert sit land og fra hvert sit universitetsfag, men vi kom selvfølgelig også til at tale om glæderne og sorgerne ved at være akademiker i vore dage – om manglende eksterne forskningsmidler, om undervisning og om forskning. Der var meget, vi kunne nikke genkendende til hos hinanden der.

Og jeg opdagede at vi igennem årene flere gange har opholdt os på det samme sted næsten på samme tid uden at vide det. I juli 1989 var Joakim i Moskva efter et ophold i Georgien, der blev afbrudt da borgerkrigen brød ud. Også jeg var i Moskva i juli 1989. I november 1995 var jeg i Tbilisi i Georgien til en konference, og her var han så i december samme år! Jeg kan ikke ét ord georgisk mens Joakim, som den eneste ikke-georgier jeg har mødt, taler sproget flydende. Til gengæld har jeg lært at tale (en slags) svensk, så vi fik talt en masse svensk. Og jeg håber og tror at der ikke skal gå 22 år inden vi ses igen.

(Visited 173 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar