Min nye chef

ullatoernaes

I dag fik vi en ny uddannelses- og forskningsminister, nemlig Ulla Tørnæs. Her er hvad hun har af uddannelsesbaggrund ifølge sin profil på Folketingets websted:

Uddannelse og erhverv

  • Universitetsstudier, Københavns Universitet, 1991.
  • Handelshøjskolen, København, fra 1985 til 1988.
  • Universitetsstudier, Chambéry, Frankrig, fra 1984 til 1985.
  • Universitetsstudier, Odense Universitet, fra 1982 til 1984.
  • Gymnasieskole, Chambéry, Frankrig, fra 1981 til 1982.
  • Nysproglig student, Esbjerg Statsskole, 1981.

Man bemærker at Ulla Tørnæs aldrig blev færdig med nogen af de uddannelser, hun påbegyndte efter Esbjerg Statsskole.

Er det et problem? Ja og nej. Forhåbentlig vil Ulla Tørnæs derfor have bedre forståelse for det acceptable i ikke at have et målrettet uddannelsesforløb. Om hun derudover har en fornemmelse for tilværelsen i den akademiske verden, ved jeg ikke. Helge Sander havde en uddannelsesbaggrund der var meget anderledes end de mennesker, han var chef for. Det forhindrede ham dog aldrig i at fremføre sine holdninger til eksamensformer og forskningsmetode. Nogle ganske få universitetsforskere (heriblandt en enkelt af mine nuværende kolleger) endte faktisk med at være glade for ham, men mange af os oplevede ham som en minister, der aldrig lyttede (men gerne fremførte sine holdninger til eksamensformer og forskningsmetode). På denne måde var Helge Sander en særdeles typisk minister. På den anden side havde Esben Lunde Larsen en PhD-grad, og ham hørte man heller ikke mange rosende ord om. Ingen af mine kolleger nåede at blive glade for ham.

Ofte ærgrer de af os, der arbejder inden for undervisning for forskning, sig over de noget alternative uddannelseskvalifikationer og indsigtsniveauer, som ministre er forsynet med. Jeg ved dog ikke om det er godt at have en tæt tilknytning til det ressortområde, man er minister for. Eva Kjer Hansen havde særdeles nære forbindelser til landbruget, og gavnede dét hende?

Kaninen, der ville være betjent

ZOOTOPIA – FLASH, THE FASTEST SLOTH AT THE DMV -- When rookie rabbit officer Judy Hopps (voice of Ginnifer Goodwin) has only 48 hours to crack her first case, she turns to scam-artist fox Nick Wilde for help, but he doesn't always have her best interests at heart. Their investigation takes them to the local DMV (Department of Mammal Vehicles), which is staffed entirely by sloths. Directed by Byron Howard and Rich Moore, and produced by Clark Spencer, Walt Disney Animation Studios' "Zootopia" opens in U.S. theaters on March 4, 2016. ©2015 Disney. All Rights Reserved.

I dag var jeg i biografen med min datter for at se den nye animationsfilm fra Disney, der hedder Zootropolis. 

De fleste børn vil se Zootropolis som en historie om en kanin, der vil være politibetjent i dyrenes by Zootropolis og opklarer mysteriet om nogle forsvundne dyr sammen med en ræv, som kaninen bliver ven med. Og der er da også en masse søde dyr i filmen; dovendyret, der er en slags skrankepave, er så ubestridt filmens morsomste indslag.

Zootropolis er befriende renset for musicalnumre, og en halvgammel person som mig, der skrev sit første program i 1979 og i 1985 hørte Persi Diaconis fortælle om matematikken bag hvordan man tegner træernes blade, kan ikke undgå at blive imponeret over hvor tæt computerskabte billeder nu er nået på at kunne virke organiske. Et lille klip, hvor en bil kører på en skovvej med vandpytter, viste dette til fulde.

Zootropolis er samtidig forbløffende tæt på at være en egentlig allegori: i Zootropolis er 90% af indbyggerne byttedyr, 10% er rovdyr – og der er en latent mistænksomhed over for rovdyrene. Er der mon noget i deres baggrund, som gør at man ikke kan stole på dem? Og så er der også en gruppe af byttedyr, der lever af at fremstille et stof der får dyr til at glemme deres kontrollerede adfærd og blive vilde igen – og det er især rovdyrene, der bliver målgruppe.

Det er ikke svært at se den bagvedliggende fortælling der handler den også i Danmark så alment accepterede kulturessentialisme (“det er i deres natur”), om etniske spændinger i USAs storbyer og om hvad metamfetamin og handelen med den gør ved de udsatte grupper. På denne måde rummer Zootropolis en for en Disney-film helt uventet samfundskritik; alt i alt er der tale om en forbløffende vellykket film af slagsen.

En god projektgruppe

Der findes faktisk et tysk rockband, der hedder Projektgruppe. Forhåbentlig bidrager alle musikere lige meget til koncerterne.
Der findes faktisk et tysk rockband, der hedder Projektgruppe. Forhåbentlig bidrager alle musikere lige meget til koncerterne.

I min tid som vejleder på uddannelserne på AAU har jeg oplevet grupper af studerende, hvor projektprocessen gik rigtig godt – alle medlemmer i gruppen fik samme høje karakter, og det var tydeligt at der var sket en stor progression. Der har også været andre tilfælde hvor projektgrupper slet ikke har kunnet fungere; til eksamen sad man som vejleder eller censor tilbage med en trist fornemmelse af at ingen af de studerende i gruppen var blevet klogere. Og der har været tilfælde, hvor man som vejleder sad tilbage med en fornemmelse af at en gruppe kunne have fået et bedre udbytte af projektarbejdet end tilfældet var. Som vejleder har jeg sjældent haft en  god fornemmelse af hvordan samarbejdet ville udvikle sig, når projektarbejdet begyndte. Nogle gange har jeg heldigvis kunnet påvirke gruppernes arbejdsnormer, men jeg har ikke nogen god systematisk fornemmelse af hvad der skal gøres.

Ude i offentlige og private virksomheder kommer man også meget tit til at skulle arbejde sammen med andre, og det man laver er ligeledes en form for projektarbejde. Og i de situationer koster dårligt gruppearbejde også. Hvad er det, der gør nogle grupper vellykkede og andre ikke?

En spændende artikel i New York Times handler om hvordan Google har lavet systematiske dataanalyser af kvaliteten af samarbejdet i de mange interne projektgrupper, som den store virksomhed har. Det viste sig velfungerende grupper havde mange forskellige interne processer: Nogle havde en tydelig leder, andre havde ikke. Nogle grupper holdt sig strengt til dagsordenen til gruppemøder, andre gjorde slet ikke. Men ét havde grupperne fælles: Når gruppen var samlet og talte med hinanden, talte alle medlemmer i gruppen omtrent lige meget, og de opførte sig empatisk, dvs. at de kunne “læse” og få indsigt i hinandens følelser og tanker. Egentlig er det ikke overraskende, at det er sådan.

Jeg ved af gode grunde ikke hvad adfærden er hos de projektgrupper, jeg vejleder,  men det er min erfaring at de bedste projekteksaminer (hvad angår kvaliteten af diskussionerne og af karaktererne bagefter) er dem, hvor alle medlemmer er lige aktive og hver især lytter til det, de andre siger. Det er typisk også de grupper, hvor der har været et tilsvarende aktivitetsniveau under møderne med mig i løbet af semesteret.

Den store udfordring er så at kunne skabe en norm i gruppen,  hvor man sikrer dette. Det er en udfordring både for gruppens medlemmer og for vejlederen.

Et overstået kapitel

phd

I dag blev jeg mindet om det igen, da endnu et PhD-forsvar var overstået: Jeg kommer formodentlig aldrig til at være vejleder for en PhD-studerende igen. Det er jeg rigtig ked af efter 25 år som universitetslærer.  Det er interessant og ofte en god udfordring at være vejleder for studerende og at møde studerende på tidlige semestre, men jeg ville også gerne kunne være andet end dét. Der er nogle muligheder for at kunne samarbejde om forskning og for at kunne føre nogle af sine ideer videre, som jeg ikke har. Det er trist at have et CV hvor der intet står her og intet vil komme til at stå.

I dag er det kun muligt at være PhD-vejleder, hvis man har eksterne forskningsmidler til at finansiere et PhD-stipendium eller nyder velvilje hos kolleger, der har midlerne og af en eller anden grund ikke selv ønsker at vejlede (typisk fordi de har mange PhD-studerende allerede).

Min sidste PhD-studerende forlod mig i 2010, og vedkommende forlod PhD-forløbet hen mod slutningen efter at have fået et tilbud om at blive PhD-studerende hos en anden vejleder på et andet dansk universitet. Jeg var skuffet og vred over at det endte sådan; jeg blev ikke anført som vejleder og har ingen kredit fået for tre års vejledning.

Situationen om PhD-forløb skyldes i høj grad bevillingsstrukturen i den danske universitetsverden, hvor en stadig større del af bevillingerne kommer fra eksterne forskningsmidler. Nogle vil sige at dette er godt og retfærdigt, men i en realitet hvor succesraten for ansøgninger om eksterne forskningsmidler er omkring 10 procent (ofte mindre), giver det også en ekstrem skævtrækning.

Et nyt gulv – og alt det andet

IMG_20160225_165552

Siden min mor døde, har jeg haft en ambition om bruge de penge, jeg arvede på omsider at gøre noget ved indretningen af hjemmet. Husene i den gade i Nørresundby, hvor jeg bor med min familie, blev renoveret engang i 1970’erne, og det er meget længe siden nu. Dét ser man usædvanligt tydeligt nu. En renovering er dyr, men nu kan jeg gøre det uden at skulle stifte ny gæld. Og jeg kan endda betale mig fra at skulle lave renoveringen selv (godt for dét, thi jeg er en meget fummelfingret person). Senere på foråret kommer der en længere periode, hvor vi ikke kan bo i vores hjem.

Dette er en rejse ind i en verden, jeg hidtil har vidst meget lidt om. Men nu kan jeg tale med om laminat kontra komposit kontra keramik til bordplader, jeg kan tale med om integrerbare køleskabe (der intet har med Riemann eller Lebesgue at gøre), og jeg har besøgt 5 af de 6 køkken/bad-forretninger i 9200 Aalborg.

I dag så vi på nye gulve til badeværelse, køkken og stue. Udvalget af gulvbelægning er enormt og forvirrende. Der er fliser, der ligner træ, og der er brædder der ligner træ. Intet af det er dog træ – men skulle ikke desto mindre være miljøvenlige løsninger.

Processen er interessant, men inderst inde glæder vi os nok alle til at den er overstået.

Minderne er ikke hvad de var engang

Et på mange måder mislykket feriebillede fra en sommerferie i Barcelona i 1988. Men billedet vækker en masse mind
Et på mange måder mislykket feriebillede fra en sommerferie i Barcelona i 1988. Men billedet vækker en masse minder.

Ind under jul blev jeg bedt om at finde nogle gamle billeder fra min studietid til en artikel, jeg skriver om mine minder fra projektarbejde på det gamle AUC. Jeg kiggede i kassen under sengen og dér lå en masse fotos fra min barndom og helt frem til jeg var først i trediverne. Mange af billederne bragte minderne frem. Dengang tænkte jeg meget nøje over hvad jeg tog billeder af, for jeg skulle huske at købe film og at tage et kamera med. Og kameraet kunne ikke være i lommen, så man glemte aldrig at man havde det. I 2001 fik jeg mit første digitale kamera og nogle år senere også en kameratelefon. Her sluttede fotohistorien.

Der er en spændende artikel i New Statesman af Sophie McBain om hvad søgemaskiner og smartphones gør ved vores hukommelser og vores minder og hvad forskningen har at sige om dette.

Én konsekvens lader til at være at vi bliver dårligere til at huske, simpelthen fordi vi føler at vi ikke behøver at huske – al informationen er derude på nettet. Og informationerne er struktureret, så vi behøver ikke at strukturere dem selv. Heller ikke dét gør det nemmere for os at huske.

Man skulle tro at alle kameratelefonerne ville gøre det nemmere for os at fastholde minderne. Men hvor ofte gør vi det egentlig? Mange af de mest betydningsfulde tidspunkter i mit liv har jeg faktisk ingen billeder af.  Livskriser er ikke nogen, man har lyst til at tage billeder af, og i de stunder hvor jeg har været allermest lykkelig, har jeg ofte glemt at tage billeder. Til gengæld har jeg en masse billeder af mere eller mindre uvæsentlige øjeblikke. Og en undersøgelse foretaget af den amerikanske psykolog Linda Henkel viser at de museumsgæster, der tager mange billeder under deres besøg på et museum, faktisk er dårligere til at huske hvad de så!

Nogle vil tilmed sige at vi laver om på vores minder: vores erindringer svarer nemlig ikke altid til det, der faktisk skete dengang. Det opdager jeg tit selv, hvis jeg sammenligner. Jeg vil selvfølgelig ikke sige at jeg forfalsker mine minder; jeg vil derimod sige at jeg fortolker minderne og bliver ved med at finde nye fortolkninger af dem. Minderne er en del af vores historie, og vi bliver ved med at fortælle minderne så de passer ind i historien om os. Og på dén måde kan vores minder noget, som den digitale hukommelse ikke kan. Ville vi bryde os om at få en præcis dokumentation af hvad vi foretog os dengang i fortiden, hvor minderne kom fra? Selv ved jeg det ikke.

På tur med Turing

image
Natasja fra UNF i Odense viser kataloget over foreningens mange aktiviteter.

Sidste år fik jeg et brev (et rigtigt brev i en kuvert) fra Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) i Odense. De ville invitere mig til at holde et foredrag om Alan Turings liv og virke; det er et emne jeg tidligere har talt om i UNF i Aalborg og såmænd også på AAU.

I dag var det så tid for mig at rejse til Odense for anden gang i denne måned – første gang var til DM i poetry slam. I weekenden er det så forresten min hustrus tur til at besøge Fyn!

Foredraget var pænt besøgt, og min svigerfar og min svoger, der bor på de kanter, dukkede endda også op. Det er interessant at tale om Alan Turing, og i modsætning til da jeg først holdt et foredrag om ham tilbage i 2012 (100-året for hans fødsel) kan jeg nu henvise til The Imitation Game og til hvad denne film får skildret godt og i nogle tilfælde også mindre godt. Og jeg genså en af mine gamle studerende fra helt tilbage i 1992 (jeg kunne faktisk først ikke genkende ham); han bor nu i Odense.

Efter foredraget snakkede jeg med UNF-folkene og hørte om deres mange aktiviteter. De to næste aktiviteter er dels et foredrag om vigtigheden af sund kost og motion, dels ølsmagning på Fuglsang Bryggeri. Jeg anerkender som bekendt betydningen af alt dette.

Sitat av Knausgård om nasjonalisme

knausgaard

Jeg er i gang med at læse Karl Ove Knausgårds Min kamp, der er hans erindringer – seks omfangsrige bind.  Det er en god lejlighed til at få et indblik i Norges nyere hverdagshistorie, set gennem øjnene på Knausgård selv. Han er nogle få år yngre end mig (han er født i 1968), så de samtidsreferencer som ikke er specifikt norske, kan jeg selv genkende.

Her er et citat, som jeg faldt over under læsningen af Min kamp 4, og som uvilkårligt mindede mig om udtalelser, man kan høre i Danmark i 2016. På dette sted i bogen er Karl Ove 16 år og er på besøg hos sin farmor og farfar efter skoletid en dag i 1984.

Han så på meg. Bryskt og alvorlig. Nei, nei, det var ikke det, for i neste øyeblikk smilte han.

– Du er som din mor der, sa han.
– Ja, sa jeg. – Jeg vil ikke at penger skal styre livene til folk. Og så at vi bare skal være opptatt av oss selv i andedammen.
– Hvem skal vi være optatt av, da, om ikke det? sa han.
– De som lider. De fattige. Flyktningene.
– Men hvorfor skal de komme hit og bli forsøget av oss? Det må du forklare meg, sa han.
– Du må ikke høre på ham, sa farmor til meg og satte ei gryte på komfyren. – Han bare erter deg.
– Men vi må jo hjelpe de som ikke har det så bra? sa jeg.
– Jo, sa han. – Men først må vi hjelpe våre egne. Så kan vi hjelpe dem. Men det de vil, det er å bo her. Det er ikke for å få hjelp. Vi har kjempet oss fram og fått det bra her, og nå vil de ta over det. Uten å gjøre noe for det. Hvorfor skal vi det?

Hvem er klogest i klassen?

nerd-309457_960_720

Jeg har tidligere skrevet om at strutte. Når mænd strutter, hævder de deres egen kompetence.  Men den selvsikkerhed (nogle ville kalde den indbildskhed) som strutteriet skal give udtryk for,  er til skade for den faglige anerkendelse for dem, der ikke strutter – og det er ofte kvinder.

En ny undersøgelse foretaget af den amerikanske psykolog Dan Grunspan viser nemlig noget interessant: Mandlige universitetsstuderende bedømmer deres kvindelige medstuderende til at være fagligt dårligere end de bedømmer deres mandlige medstuderende til at være. I undersøgelsen, der omfattede 1700 studerende der fulgte et biologikursus ved University of Washington, blev de studerende flere gange i løbet af kurset bedt om at angive hvilke studerende de anså for at være fagligt dygtigst på holdet. Desuden blev underviserne for holdet bedt om at angive hvilke studerende på holdet, der markerede sig mest og bedst. Både mandlige studerende og undervisere nævnte flere mænd end kvinder. De kvinder, der trods alt blev nævnt, havde signifikant højere karaktergennemsnit end mændene.

Det er med andre ord ikke klart at der er tale om en fordom, der skulle fortone sig, når man kommer på den anden side af katederet. Jeg havde engang en kvindelig kollega, der gjorde mig opmærksom på at en del bedømmere i hendes erfaring ofte kom til at give kvindelige eksaminander en dårligere bedømmelse end mandlige eksaminander fordi de syntes at kvinderne “virkede mere usikre”.

Hvis den amerikanske undersøgelse er udtryk for et generelt fænomen, giver dette endnu en grund til at fokusere på problemet med strutteri: Strutteriet har konsekvenser for den enkelte studerendes anseelse, og i sidste ende kan det føre til at dem, der ikke strutter, dropper ud. Og det er også værd at bemærke at disse holdninger til faglig anseelse ikke er nogen, der skabes i de tidlige år som universitetsstuderende – det er holdninger, som den enkelte studerende tager med sig ind på universitetet.

Den dag klovnen græd

Billede: NDR / Lars Klettner
Billede: NDR / Lars Klettner

Nogle af de mest omtalte værker er dem, som ingen fik at se eller høre. Der findes spillefilm, der aldrig bliver udsendt. En af de mest legendariske film er The Day The Clown Cried med Jerry Lewis.

Lewis, der ellers var kendt for sine filmkomedier, indspillede filmen i 1972 og spillede selv hovedrollen i den. The Day The Clown Cried er et Holocaust-drama om en cirkusklovn, der endte i tysk koncentrationslejr  og blev tvunget til at lokke jødiske børn ind i gaskamrene. Men Jerry Lewis var så utilfreds med den færdige film, som han selv havde instrueret, at den aldrig blev udsendt. Balancegangen mellem humoren og det dybt alvorlige emne ville åbenbart ikke rigtig lykkes. Med til historien hører, at Lewis selv har jødisk baggrund (hans forældre kom fra Rusland).

I dag opdagede jeg ved et tilfælde at den tyske fjernsynskanal ARD for to uger siden har vist en to timer lang dokumentarfilm, Der Clown, om netop denne film, som ingen vil få at se. Jerry Lewis, der nu er blevet 90, bliver interviewet, og flere af de medvirkende i optagelserne dukker op og genopfører nogle af scenerne fra The Day The Clown Cried. Filmoptagelserne foregik i Sverige, og en del af de medvirkende skuespillere var svenske. Jeg håber at få den tyske dokumentar at se en dag.

Den italienske film Livet er smukt af og med Roberto Benigni er et fint eksempel på at balancegangen mellem humor og tragedie i skildringen af Holocaust faktisk kan lykkes. Om The Day The Clown Cried mon kunne noget lignende eller virkelig var så mislykket som Lewis selv syntes, får vi sikkert aldrig at vide. Umiddelbart er det underligt at denne spillefilm, i en verden hvor langt mere alvorlige hemmeligheder bliver lækket, stadig ikke er dukket op et sted på Internettet.

I øvrigt går det op for mig, at jeg ikke kender så meget til Jerry Lewis’ værk. Han er i dag nok mest kendt for filmen The Nutty Professor og for sin rolle i Martin Scorceses film King of Comedy, hvor Jerry Lewis nærmest spiller sig selv over for Robert de Niro, der til gengæld spiller den dybt mislykkede komikerspire Rupert Pupkin. Og så har jeg også erfaret at Jerry Lewis faktisk er meget højt agtet for sine film i Frankrig.