…og et nyt semester begyndte

feb1

Kun to et halvt døgn efter efterårssemesterets sidste eksamen begyndte forårssemesteret på Aalborg Universitet. Jeg deltog først i semesterstarten på første studieår, hvor datalogi- og software-studerende på 2. semester skulle danne grupper. Efter knap halvanden time måtte jeg og to af mine kolleger haste ud til Selma Lagerlöfs Vej 300 for at deltage i endnu en semesterstart. Nu var jeg selv i rollen som semesterkoordinator ansvarlig for at åbne 6. semester på datalogi. Der var en masse forslag til projekter fra vejlederne – en enkelt af dem (som var blandt havde endda til min store overraskelse taget to gæste-oplægsholdere med fra en lokal virksomhed. Semesterstartsmødet sluttede heldigvis inden kl. 12, så jeg havde god tid til at spise frokost inden jeg skulle åbne 4. semester på datalogi kl. 12.30.

Eller rettere: det troede jeg. Netop som jeg var færdig med frokosten kom en af vejlederne på 4. semester og spurgte hvor jeg dog blev af. Semesterstartsmødet her skulle starte 12.00, og jeg var allerede ti minutter forsinket. Pinligt! En af mine kolleger var allerede i gang med at fortælle om det kursus, han holder. Men jeg fik fortalt det jeg skulle og sat gang i gruppedannelsen. Alt gik som sidste år, og desværre var der så også lige som sidste år studerende, der var utrygge ved eksamen i et af kurserne på semesteret fordi kursusholderen af princip ikke tillader nogen hjælpemidler ved skriftlig eksamen trods voldsom kritik heraf tidligere år. Ligesom sidste år skal jeg prøve at finde en løsning på denne konflikt, men jeg aner desværre også det nemt kan gå i hårdknude igen. .

Efter semesterstarten kastede jeg mig over at svare på mail og andre småopgaver, og kl. 16 deltog jeg i et møde via Skype om et projekt, jeg og en del kolleger i udlandet søger penge til. Heldigvis er jeg ikke koordinator, men “bare” deltager her. Kl. 17.30 kunne jeg endelig tage hjem.

I år er jeg vejleder for hele 6 projekter – det er man nødt til, hvis man skal opfylde timenormen, der er støt aftagende. Mine kolleger på SAMF og HUM er allerede vant til at undervisningsopgaverne er dårligt honoreret. Jeg får stadig flere timer pr studerende end dem, men selv om jeg holder af at være vejleder, kan jeg allerede mærke at det tegner til at blive et mere arbejdsbelastet semester end jeg har været vant til.

PJ Harvey i Kosovo

Nogle musikvideoer er bare ligegyldige. Andre vil chokere. Atter andre er fulde af gimmicks. Og så er der de videoer, der hører sammen med og forstærker sangen. En af de interessante er “The Wheel” med PJ Harvey. Billederne stammer fra Kosovo (eller Kosova, som den albanske befolkning skriver det) og er fra perioden mellem 2011 og 2015. I nogle af klippene ser man PJ Harvey selv på besøg i landsbyer og i udbrændte huse.

Selv rejste jeg igennem Kosovo i tog i 1980’erne, dengang området var del af Jugoslavien. Jeg anede ikke at Kosovo en dag ville danne rammen om etnisk udrensning, Jugoslaviens kollaps, overgangen til uhæmmet kapitalisme, og nu seneste flygtninge fra Mellemøsten der forsøger at komme videre nordpå. Den frisør i Nørresundby, der tager sig af mine efterhånden sparsomme lokker, er fra Kosovo.

Jeg har fulgt PJ Harvey siden hendes debut i 1993 og synes bedre og bedre om hendes værk, der er et fremragende eksempel på alt det rockmusikken stadig kan, når den er bedst. Hun er en klog og spændende og gennemmusikalsk kvinde.

“The Wheel” er en sang på hendes kommende album The Hope Six Demolition Project; hvis sangen er typisk for det nye album, markerer den en fortsættelse af den musikalske og tekstlige linje som hun lagde på forgængeren Let England Shake. Det er et album, der er intet mindre end fremragende i sin kritiske og nuancerede bearbejdning af indtryk fra de krige, USA og dets allierede har ført i  Mellemøsten i dette årtusinde. Og nu kommer så tilsyneladende PJ Harveys skildring af Europas nye fortid og påtrængende nutid.