Arven fra Den Danske Forening

paspaa

Der har siden 1980’erne været en forening ved navn Den Danske Forening i Danmark (den må ikke forveksles med helt anderledes og helt upolitiske foreninger for danskere rundt omkring i udlandet, hvor man har kunnet mødes med andre fra Danmark til fester og kulturelle arrangementer). Især i 1980’erne og 1990’erne fik foreningen megen mediedækning.

Flere ledende medlemmer af Dansk Folkeparti har været med i Den Danske Forening – det gælder således Søren Krarup, Jesper Langballe og Søren Espersen. Krarup var endda med til at stifte foreningen. Pia Kjærsgaard nægter selv at have været medlem, men et ledende medlem, Ole Hasselbalch, siger noget andet.

Det er forbløffende at læse i et tilfældigt nummer fra 1988 af medlemsbladet Danskeren, der ligger tilgængeligt på foreningens hjemmeside. Her opdager man at det er fuldt af harmdirrende indlæg med kritik af Sveriges lempeligere asyllovgivning, krav om beregninger af “hvad indvandringen koster landet” og forslag til stramninger af reglerne for familiesammenføring. Det er næsten som at genopleve den politiske debat i Danmark i 2016.

Man kan selvfølgelig opfatte Den Danske Forening som et underligt nationalistisk sammenrend. Foreningens formålsparagraf lyder

  • På folkestyrets grund, uafhængig af økonomiske og politiske interesser, at sikre dansk kultur, sprog og levevis i en verden, der trues af kaos, overbefolkning, vold og fanatisme.
  • At advare mod den opløsning af vor kulturelle og folkelige egenart, som forvoldes af overdreven tilstrømning fra overbefolkningstruede lande.
  • At hindre nedbrydelse af vort land som hjemsted for det danske folk.

Interessant nok hævder foreningen igen og igen at være ikke-nationalistisk!

Nogle vil nu hævde at Den Danske Forening simpelthen var nogle af de første, der indså hvor galt det er fat i Danmark. Men man kan også tænke på Den Danske Forening som noget ganske andet, nemlig det man i vore dage ville kalde en “tænketank”. Foreningen har nemlig systematisk søgt at påvirke den politiske debat i Danmark via kontakter til politikere, og den har gennem sin systematiske brug af læserbreve og tidlig brug af internettet haft det, man i dag kalder en mediestrategi.

I dag kan man på Den Danske Forenings hjemmeside læse hvordan den bifalder Henrik Sass Larsens seneste udtalelser om dansk asylpolitik.

Billede fra debatmøde i 1989 med Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening, en ordstyrer fra DSU og Henrik Sass Larsen (længst til højre). Foto: Harry Vinter, Den Danske Forening.
Billede fra debatmøde i 1989 med Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening, en ordstyrer fra DSU og Henrik Sass Larsen (længst til højre). Foto: Harry Vinter, Den Danske Forening.

Den Danske Forening har gennem en langvarig, men vedholdende påvirkning haft stor betydning for hvordan mange tænker om flygtninge og indvandrere og om “dansk kultur” – om hvad der er problemer og hvad der er løsninger.  Måske er det et tilfælde, at foreningens slogan “Pas godt på Danmark” til forveksling ligner Lars Løkke Rasmussens mantra om at “passe på Danmark”. Eller måske viser det, hvor meget den “ikke-nationalistiske” nationalisme efterhånden har påvirket ledende politikeres måde at tænke og udtale sig på.

(Visited 195 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar