Anne Frank nåede aldrig til USA

imrs-1.php

I 2007 blev der fundet dokumenter, der viste at Otto Frank i 1940 søgte asyl til sig selv, sin hustru Edith og døtrene Margot og Anne  i USA. Han fik afslag. USA havde lige været igennem en alvorlig økonomisk krise, der var en negativ holdning over for jøder hos mange og man var bange for at flygtninge var Tyskland ville være en slags “femte kolonne”. Og så var der jo også europæiske lande, meget tættere på det Tyskland, Otto Frank ville flygte fra. Otto Frank fik et visum til Cuba til sig selv i 1941, men det blev annulleret på grund af krigen.

Familien Frank havnede i Amsterdam, hvor de skjulte sig for tyskerne, men som bekendt blev de opdaget i august 1944. Anne og Margot døde af tyfus i koncentrationslejren Bergen-Belsen; deres mor døde af sult. Otto overlevede og blev fundet i Amsterdam i 1946, Anne Franks dagbog er senere blevet en litterær klassiker, et enestående dokument af en teenagepige fanget i Holocaust.

Det er selvfølgelig anderledes at se alle disse begivenheder på afstand, men argumenterne for USAs asylpolitik ligner i påfaldende grad de argumenter, der nu fremføres mange steder i Europa.

Decorumkravet

Decorumkravet

I denne uge henvendte en person sig til bl.a. Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Aalborg Universitets rektor fordi vedkommende følte sig krænket af en bemærkning fra mig på Facebook. Bemærkningen var en kommentar fra mig fra efteråret 2015 til en Facebook-vens indlæg – og hvis jeg ikke husker forkert, var der tale om at jeg skrev et par linjer i en lukket Facebook-gruppe. Om jeg gik rent faktisk gik over stregen i min kommentar og i den pågældende sammenhæng, ved jeg ikke. Men jeg synes at reaktionen fra den pågældende person er helt ude af proportioner.

Hvorfor har vedkommende henvendt sig til AAUs rektor og Styrelsen for Videregående Uddannelser? Formodentlig fordi personen har opdaget (efter at have opdaget min korte kommentar med flere måneders forsinkelse), at jeg er universitetsansat og dermed ansat i den danske stat. Jeg opdagede henvendelsen, da jeg i går fik en mail fra rektors sekretariat herom. Mod slutningen i denne mail står der

Styrelsen har opfordret universitetet til at overveje, hvorvidt der er grund til at indskærpe decorumkravet. Universitetet har dog vurderet, at udtalelserne ikke er en overtrædelse af decorumkravet.

Decorumkravet er en forventning til hvordan offentligt ansatte opfører sig. Kravet som sådan er naturligt og rimeligt – som ansatte i stat, region eller kommune kan vi komme i kontakt med enhver borger i Danmark. Derfor skal man opføre sig ordentligt, også når man har fri fra arbejde. Der er en grundig kronik i Politiken fra 2002 om dette krav. Det findes i tjenestemandsloven, hvor der står

§ 10. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.

De allerfleste offentligt ansatte i dag er dog ikke tjenestemænd. Jeg er heller ikke. Der findes da også andre decorumkrav rundt omkring.

De grelleste eksempler på overtrædelser af decorumkravet er vel eksempler på offentlig ansatte, der udvisker skillelinjen mellem deres job og privat økonomisk aktivitet. Det er en overtrædelse af decorumkravet at være skattemedarbejder og samtidig have et privat revisionsfirma.

Adfærd kan dog også være upassende på anden vis. Hvis jeg f.eks. tissede i et springvand på et museum, tog tøjet af og gik nøgen rundt på åben gade eller skrev falske læserbreve i andre menneskers navn (alle disse handlinger er eller kan være overtrædelser af love eller bekendtgørelsen om offentlig orden), ville jeg temmelig sikkert overtræde decorumkravet og formodentlig få en påtale.

Sagen om en bemærkning i en lukket Facebook-gruppe opfatter jeg selv først og fremmest som en bizar hændelse. Men i andre tilfælde kan decorumkravet være i konflikt med den ytringsfrihed, man har som borger. Det skal være muligt at kritisere det, der sker på den arbejdsplads, man er ansat ved.

På webstedet for Folketingets ombudsmand kan man således læse at Odense Kommune i 1994 afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og man fyrede ham med udgangspunkt i netop §10 ovenfor. Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter Odense Kommunes opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Her udtalte ombudsmanden at denne udtalelse kun kunne tillægges beskeden vægt i grundlaget for afskedigelsen og henstillede til at sagen om afskedigelse blev genoptaget.

Mange ved at jeg har selv været meget kritisk over for forhold på Aalborg Universitet. Udgangspunktet for min kritik er mit virke som fagforeningsmedlem, medarbejderrepræsentant i officielle organer og stedfortrædende tillidsrepræsentant. Forhåbentlig kan alle skelne imellem, hvornår jeg udtaler mig i kraft af mit embede, hvornår jeg udtaler mig kritisk om min arbejdsplads og hvornår jeg udtaler mig i andre sammenhænge.