Uskadelig feminisme

For tre et halvt år siden skrev jeg om den amerikanske debattør og kønsforsker Anita Sarkeesian, der har kritiseret kønsstereotype troper i computerspil.  Hun var blevet udsat for omfattende chikane og trusler fra mænd, heriblandt trusler.

Det er skræmmende at dette kan finde sted, og jeg har spekuleret på hvad det er, der udløser så meget had på nettet.

Her er det interessant at se kontrasten til en anden amerikansk kvinde, Christina Hoff Sommers – en ganske anderledes person, der også har en YouTube-kanal hvor hun giver udtryk for sine holdninger. En af hendes videoer på Factual Feminism handler om kønsroller i computerspil, og hendes budskab er at der ikke er sexisme i computerspil!

Der har ikke været nogen chikane eller trusler fra mænd over for Christina Hoff Sommers. Anita Sarkeesian er en ung kvinde (tilmed en køn ung kvinde), som kritiserer en fundamental del af noget, som en del unge mænd foretager sig.

Christina Hoff Sommers er derimod en ældre kvinde, som siger at alt er vel og at man(d) intet behøver at ændre. I en anden video på Factual Feminism fortæller Sommers hvorfor der ikke er nogen problemer med underrepræsentation af kvinder i naturvidenskabelige fag! Hun truer dermed ikke, for i hendes opfattelse er der ingen ting i vejen med tingenes tilstand, og dette er i det hele taget hendes hovedbudskab.

Det er selvfølgelig helt tydeligt at Anita Sarkeesian ikke har truet nogen. Men hun udfordrer en bestemt harmoni-opfattelse, og det gør f.eks. også de forskere, der igennem snart en del år har talt om den menneskeskabte forværring af miljøet. Min helt uvidenskabelige fornemmelse er, at det voldsomme had på nettet i hvert fald i nogle tilfælde hører sammen med en irrationel fornemmelse af at blive truet på noget helt fundamentalt og at det er her, de meget grimme reaktioner kommer fra – reaktionen mod dem, der ødelægger den “gode stemning”.

(Visited 111 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar