Uden for ekkokammeret

ekko

Jeg har nogle Facebook-venner som jeg opdager at jeg tit er enig med. Det er samtidig dem, der mest hyppigt kommenterer mine statusopdateringer. Og nogle gange kommenterer jeg deres. Sommetider skriver vi noget, vi hver især synes er morsomt og rammende.

Nogle af mine Facebook-venner har derimod holdninger, jeg finder ekstremt usympatiske. En støtter det kryptonazistiske Danskernes Parti, en anden støtter Stop Islamiseringen Af Danmark. Nogle er bare konsekvent meget glade for Dansk Folkeparti og dets initiativer. Atter andre lægger ubehagelige og mere eller mindre åbenlyst racistiske billeder op – f.eks. har en lagt et billede op af hoveder af døde grise med en tekst om at “holde flygtningene væk”.  Når jeg støder på den slags opslag, bliver jeg altid vred eller ked af det og da overvejer jeg, om jeg skal skrive en kommentar eller bare lade stå til. Helst ville jeg udfordre, men samtidig har jeg også en trist fornemmelse af at det ikke ville gøre en forskel. I virkeligheden kan jeg nemlig ikke lide de ørkesløse meningsudvekslinger, det tit ender med på de sociale medier. I de fleste tilfælde er det som om ingen af os bliver klogere.

Der er en tendens til at omgive sig med mennesker, man er grundlæggende enig med. Vincent Hendricks kalder det for ekkokammeret.

Hvis en gruppe således er enig om et givet standpunkt, så har de tendens til kun at betragte og overveje information, der støtter dem i deres overbevisning, og således sorteres der kraftigt i, hvilken information og hvilke stemmer, man gider høre på.

Således kan ekkokammeret opstå, hvor man udelukkende hører på andre, der har samme standpunkt som ens egen stemme – jo flere ekkoer, der høres, og jo mere information, som indsamles, der støtter ens position, desto mere overbevist bliver man om, at man selv har ret, og alle andre har hæklefejl i kysen.

I værste fald kan denne form for polarisering lede til ekstremisme, had, vold, krig og terror. Det viser sig ydermere, at polarisering kan true et samfundsideal, mange sætter meget højt – idealet om det drøftende demokrati.

Det er meget fristende at have venner/andre man følger/hvad det nu hedder, som man er enig med. I nogle tilfælde kan de ligesindede være en støttegruppe – hvis man f.eks. har en interesse, kun forholdsvis få andre har, er det godt at kende til andre med et interessefællesskab. I andre tilfælde er det bare nemt at vælge sine venner, så man undgår kontroverser, men man ender i de tilfælde let med at have et ekkokammer til sin rådighed.

Jeg kunne måske godt slette de Facebook-venskaber, der mest lukker had og intolerance ud eller dem, jeg “bare” er uenig med.  Om der er nogen, der har slettet mig som Facebook-ven, fordi de synes at mine holdninger er ubehagelige, ved jeg ikke. Men jeg vil ikke slette nogen. Det er ekkokammeret, der er farligt, og muligheden for dialog er trods alt den bedste og vigtigste.