Min Fairphone

fairphone
Billede af min Fairphone 2 – taget med min gamle iPhone 4S.

Nogle mennesker køber en ny smartphone hvert år. Sådan har det ikke været med mig; min iPhone 4S købte jeg i 2012 og den har fulgt mig trofast lige siden. Jeg har skullet skifte batteri på den et par gange og tænd/sluk-knappen skulle også skiftes en dag. Men sidste år bestemte jeg mig til at jeg ville købe en Fairphone, når jeg engang skulle have mig en ny telefon.

Som mange andre har jeg været dårligt tilpas med at købe elektronik fremstillet på de store kinesiske fabrikker med dårlige arbejdsforhold, og det er desuden veldokumenteret af Amnesty International at de store producenter Apple, Sony og Samsung alle benytter mineraler udvundet under kummerlige og dybt kritisable forhold, ikke mindst under de væbnede konflikter i Centralafrika. Disse “konfliktmineraler” er et stort problem.

Og så er det også underligt at have en telefon som er svær, for ikke at sige umulig at reparere selv. Jeg kan ikke engang selv skifte batteri på min iPhone eller opgradere dens hukommelse.

Fairphone er et initiativ fra Nederlandene, der prøver at skabe en mere ansvarligt fremstillet smartphone med bedre vilkår for arbejderne på elektronikfabrikken og en målsætning om ikke at bruge “konfliktmineraler”. Og så er telefonen tænkt som et modulært stykke elektronik som man selv har lov til, ja endda bliver opmuntret til at reparere selv. Målet er at en Fairphone skal kunne holde længe, fordi den er nem at opgradere. Så sådan én ville jeg have.

Og i går kom min Fairphone 2 så med posten. Først i dag har jeg fået taget den ordentligt i brug. Telefonen er forholdsvis tyk, men har ellers præcis samme mål som en iPhone 6. Styresystemet er Android i Fairphones egen tilpasning.

Hvordan er min nye telefon så? Jeg kan godt lide den store skærm. Android-grænsefladen skal man lige vænne sig til, men heller ikke det er svært. Jeg skulle finde ud af hvordan man overfører kontakterne fra min gamle telefon til min nye, men det er der heldigvis en app, der kan hjælpe med. Lige nu er udfordringen at få overført musik – eller rettere: at få overført musik fra mit iTunes-bibliotek således at sangene på et album afspilles i korrekt albumrækkefølge og ikke alfabetisk efter titel. Men det skal jeg nok få fundet ud af. Lidt ærgerligt er det også at mit gode Sennheiser-headset med mikrofon og volumenkontrol ikke kan bruges til min nye Fairphone 2. Så jeg skal have købt et Android-kompatibelt headset – og mit Apple-kompatible headset skal jeg stadig bruge til min MacBook (som jeg ikke regner med at skifte ud foreløbig). Og et armbånd som kan holde min telefon, når jeg er i motionscenteret, skal jeg også have anskaffet meget snart.

Min største bekymring er faktisk at Android-platformen på en del måder ikke er væsensforskellig fra Apple-platformen. Der er en masse Google-apps og sky-baserede lagringsmuligheder hos Google, og det er egentlig ikke forskelligt fra ideen bag Apples konkurrerende økosystem.

Men alt dette er i høj grad et spørgsmål om tilvænning. Måske vil jeg skrive et opfølgende indlæg om en måned eller to, når min iPhone omsider mest er blevet et fjernt minde.

(Visited 268 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar