Jeg har set X-Faktor

maxresdefault

Det er ellers længe siden, jeg sidst tændte for dette program. Men jeg opdagede at Sarah Glerup er med, og dét gjorde mig interesseret. Jeg kender hende ellers kun fra de interessante artikler, hun har leveret gennem årene til bl.a. dagbladet Information – mange af dem med hendes helt særlige perspektiv på livet som dobbeltminoritet (som handicappet og LGBT). For Sarah er ikke bare den unge kvinde, der kan synge på tv selv om hun har muskelsvind og skal bruge respirator. Hun er også cand.mag i medievidenskab og arbejder på Christiansborg. (Og så ikke et ord om at hendes karaktergennemsnit til studentereksamen var 11,5.) Dette er den egentlige bedrift, en historie om at at menneske ikke er eller må blive reduceret til en fysisk diagnose og ikke vil eller skal lade sig reducere.

I armene på et menneske, der lever sammen med sin respirator og sin elektriske kørestol, kommer sangen “Strict Machine” pludselig til at handle om noget andet, end jeg troede (jeg må indrømme at jeg ikke var helt sikker på hvad Goldfrapps sang helt præcis handler om – det er næppe en hyldest til en abstrakt maskine for et strict funktionsorienteret sprog; en mere indoktrineret datalog er jeg trods alt ikke), og dét alene var al tiden værd foran tv’et og med et program, der ellers ikke siger mig så meget.

Jeg ville stadig hellere se musik leveret af “rigtige” musikere, men X-Faktor har en overraskende berettigelse, hvis man glemmer alle sangene: Deltagerne er alle slags danskere, opdager jeg – programmet er derved et noget uventet bidrag til at anskueliggøre og fremme accepten af mangfoldigheden i det danske samfund: Hverdagens “helte” kan være hvem som helst.

(Visited 498 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar