Minderne er ikke hvad de var engang

Et på mange måder mislykket feriebillede fra en sommerferie i Barcelona i 1988. Men billedet vækker en masse mind
Et på mange måder mislykket feriebillede fra en sommerferie i Barcelona i 1988. Men billedet vækker en masse minder.

Ind under jul blev jeg bedt om at finde nogle gamle billeder fra min studietid til en artikel, jeg skriver om mine minder fra projektarbejde på det gamle AUC. Jeg kiggede i kassen under sengen og dér lå en masse fotos fra min barndom og helt frem til jeg var først i trediverne. Mange af billederne bragte minderne frem. Dengang tænkte jeg meget nøje over hvad jeg tog billeder af, for jeg skulle huske at købe film og at tage et kamera med. Og kameraet kunne ikke være i lommen, så man glemte aldrig at man havde det. I 2001 fik jeg mit første digitale kamera og nogle år senere også en kameratelefon. Her sluttede fotohistorien.

Der er en spændende artikel i New Statesman af Sophie McBain om hvad søgemaskiner og smartphones gør ved vores hukommelser og vores minder og hvad forskningen har at sige om dette.

Én konsekvens lader til at være at vi bliver dårligere til at huske, simpelthen fordi vi føler at vi ikke behøver at huske – al informationen er derude på nettet. Og informationerne er struktureret, så vi behøver ikke at strukturere dem selv. Heller ikke dét gør det nemmere for os at huske.

Man skulle tro at alle kameratelefonerne ville gøre det nemmere for os at fastholde minderne. Men hvor ofte gør vi det egentlig? Mange af de mest betydningsfulde tidspunkter i mit liv har jeg faktisk ingen billeder af.  Livskriser er ikke nogen, man har lyst til at tage billeder af, og i de stunder hvor jeg har været allermest lykkelig, har jeg ofte glemt at tage billeder. Til gengæld har jeg en masse billeder af mere eller mindre uvæsentlige øjeblikke. Og en undersøgelse foretaget af den amerikanske psykolog Linda Henkel viser at de museumsgæster, der tager mange billeder under deres besøg på et museum, faktisk er dårligere til at huske hvad de så!

Nogle vil tilmed sige at vi laver om på vores minder: vores erindringer svarer nemlig ikke altid til det, der faktisk skete dengang. Det opdager jeg tit selv, hvis jeg sammenligner. Jeg vil selvfølgelig ikke sige at jeg forfalsker mine minder; jeg vil derimod sige at jeg fortolker minderne og bliver ved med at finde nye fortolkninger af dem. Minderne er en del af vores historie, og vi bliver ved med at fortælle minderne så de passer ind i historien om os. Og på dén måde kan vores minder noget, som den digitale hukommelse ikke kan. Ville vi bryde os om at få en præcis dokumentation af hvad vi foretog os dengang i fortiden, hvor minderne kom fra? Selv ved jeg det ikke.

(Visited 138 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar