Et overstået kapitel

phd

I dag blev jeg mindet om det igen, da endnu et PhD-forsvar var overstået: Jeg kommer formodentlig aldrig til at være vejleder for en PhD-studerende igen. Det er jeg rigtig ked af efter 25 år som universitetslærer.  Det er interessant og ofte en god udfordring at være vejleder for studerende og at møde studerende på tidlige semestre, men jeg ville også gerne kunne være andet end dét. Der er nogle muligheder for at kunne samarbejde om forskning og for at kunne føre nogle af sine ideer videre, som jeg ikke har. Det er trist at have et CV hvor der intet står her og intet vil komme til at stå.

I dag er det kun muligt at være PhD-vejleder, hvis man har eksterne forskningsmidler til at finansiere et PhD-stipendium eller nyder velvilje hos kolleger, der har midlerne og af en eller anden grund ikke selv ønsker at vejlede (typisk fordi de har mange PhD-studerende allerede).

Min sidste PhD-studerende forlod mig i 2010, og vedkommende forlod PhD-forløbet hen mod slutningen efter at have fået et tilbud om at blive PhD-studerende hos en anden vejleder på et andet dansk universitet. Jeg var skuffet og vred over at det endte sådan; jeg blev ikke anført som vejleder og har ingen kredit fået for tre års vejledning.

Situationen om PhD-forløb skyldes i høj grad bevillingsstrukturen i den danske universitetsverden, hvor en stadig større del af bevillingerne kommer fra eksterne forskningsmidler. Nogle vil sige at dette er godt og retfærdigt, men i en realitet hvor succesraten for ansøgninger om eksterne forskningsmidler er omkring 10 procent (ofte mindre), giver det også en ekstrem skævtrækning.