Den store udeladelsestest

chickenrazor

Jeg er vejleder ved adjunktpædagogikum på AAU, og i den sammenhæng skal jeg nogle gange observere hvordan de adjunkter, jeg er vejleder for, underviser. Det er spændende at se hvordan mine kolleger griber vejledningen an, og jeg lærer en hel del ved at se dem.

I de sammenhænge opdager jeg at der er mange – både vejledere og studerende – der slås med at finde ud af hvordan man skriver akademisk og med at forklare hvad en god akademisk tekst egentlig er. Den store udfordring er at kunne sætte ord på denne form for kvalitet.

Og også for mig er det en aldrig afsluttet proces at finde ud af hvordan jeg skriver bedre. Hver gang man får en artikel afvist fra publikation eller en ansøgning ikke bliver imødekommet, lærer man noget. Lidt galgenhumoristisk kan jeg derfor konstatere, at jeg i disse år lærer rigtig meget om at skrive.

Studerende på de tidligere semestre har ikke nogen erfaring i dette, og derfor er det nogle bestemte udfordringer, de typisk har. Her er noget af det vigtigste ofte at finde ud af hvad der ikke skal med i en tekst. Jeg har en kæphest, som jeg ofte trækker af stalden. Kæphesten er

Den store udeladelsestest: Hvis kvaliteten af en tekst ikke bliver dårligere af at man fjerner et stykke af teksten (det kan være et ord, en sætning, et afsnit eller et kapitel) skal dette stykke tekst fjernes.

Det er i virkeligheden et princip, der er nært beslægtet med Occam’s ragekniv og af journalister kaldes Kill your darlings. 

Da jeg tidligere i år sad med et artikelmanuskript på 26 sider (fyldt med formler,  definitioner, sætninger og beviser) og skulle barbere det ned til 16 sider, skulle der slås mange yndlinge ihjel. Til sidst sad jeg med 17 sider – og i desperation fjernede jeg et par ord inde midt i teksten. Så var den pludselig nede på 16 sider. LaTeX’s veje kan godt være uransagelige.

Adjunkten, jeg talte med i dag, viste mig nogle af de mange arbejdsblade fra gruppen som vejledningen gjaldt i dag. Der var godt nok mange sider, og mange af dem handlede faktisk om hvad gruppen ikke ville arbejde med i deres projekt! Det var lige voldsomt nok.

Hvorfor har du ikke bedt de studerende om at udelade de afsnit? spurgte jeg. Vi skriver jo heller ikke en masse om det vi ikke vil arbejde med, når vi forfatter en forskningsartikel. Nej, det ved jeg godt, sagde adjunkten – men de her studerende er jo så unge, og måske er det hårdt for dem hvis man beder dem skrotte den tekst, de har brugt så lang tid på. (Adjunkten er nemlig også en meget venlig person.)

Og det er da også en følelse, jeg kender fra mig selv; udeladelsestesten er ikke en skæg test at bruge, for den kan godt føre til at en hel del tekst skal slettes. Men selve dette at kunne frasortere unødvendig information er en af de vigtigste akademiske kompetencer, for den gør det samtidig muligt at opdage strukturer midt i alt det tilsyneladende virvar. Og det lyder lidt da også mere positivt end ragekniven og mord på yndlinge.

(Adjunkten og jeg blev enige om at finde en måde hvorpå man kan fortælle de studerende om Den Store Udeladelsestest.)