Ikke-voldelig modstand mod IS?

Nonviolence-is-not-to-be-used-ever-as-the-shield

Lige nu taler en del landes regeringer om militær intervention mod Islamisk Stat. Mange (også jeg) er bekymrede over om dette kan føre til endnu en kronisk væbnet konflikt, som ikke kan vindes. I en artikel i Foreign Policy taler Srdja Popovic om ikke-voldelig modstand som en alternativ taktik mod IS.

En typisk form for ikke-voldelig modstand er arbejdsnedlæggelser og andre former for lydighedsnægtelse og synlig sabotage af installationer. Men den slags fører uvægerligt til repressalier fra et totalitært regime. Men der er også en anden mulighed: For at et samfund skal kunne opretholdes, skal der være nogen til at bemande infrastrukturen. Der skal være nogen, der opkræver skatter. Nogen, der sørger for forsyninger af fødevarer, energi osv.  IS prøver netop at skabe en ny samfundsstruktur, men også de har brug for en infrastruktur. Man kan ramme infrastrukturen ved at sjuske med arbejdet og ved at arbejde langsomt, så intet rigtig fungerer.

På en måde var det vel noget lignende, der også var med til at få Sovjetunionen til at falde: Mange var så efterhånden lidt begejstrede for regimet, at de ikke gjorde sig umage med deres arbejde, og dermed destabiliserede de langsomt, men støt landets infrastruktur.

Om dette er nok til at vælte Islamisk Stat eller andre undertrykkende regimer, ved jeg ikke. Udfordringen er at man ved denne type ikke-voldelig modstand også gør livet sværere for sig selv. Derfor skal man som modstandere sørge for at etablere en “parallel infrastruktur”. Samtidig er der tale om en form for modstand, der kræver koordinering og tålmodighed. Én persons indsats gør det ikke alene.  Men under den tyske besættelse 1940-45 var der i et vist omfang civil ulydighed og i en vis forstand en slags “parallel infrastruktur” lige fra de illegale blade til de hjemmedyrkede grøntsager. Og i Indien nogle få år senere var Mahatma Gandhi fortaler for og udøver af ikke-voldelig modstand mod den britiske kolonimagt.

Måske kunne dette være et initiativ, der er værd at forfølge. Det kunne selvfølgelig også bruges mod det lige så grusomme Assad-regime i Syrien. Samtidig er det en form for modstand, hvor man som udefra kommende arbejder sammen med den lokale befolkning for at vælte regimet i stedet for at flyve hen over hovedet på den og kaste bomber, der rammer i flæng. Og faktisk er det også en form for støtte til ikke-voldelig modstand at affolke et land – hvis det lykkes tilstrækkeligt mange mennesker at forlade de undertrykte områder, er der ikke rigtig noget tilbage for undertrykkerne at kontrollere.

(Visited 78 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar