En travl onsdag

image

Det var en dag med mange møder. Vejledningsmøder først med specialestuderende, så med en gruppe, der laver bachelorprojekt. Sidstnævnte har så hektisk et kursusskema, at de knap nok har tid til at lave projekt endnu. Så fem minutter til at varme mad i, og derefter et frokostmøde på instituttet – det endte med at handle om ferieåret og om finansieringen af uddannelserne. Bagefter et møde med tre matematikstuderende, der følger en miniudgave af Beregnelighed og kompleksitet, der er et kursus jeg ellers ikke holder mere. De havde et snedigt spørgsmål om en opgave, som også jeg måtte gruble en del over inden jeg fandt en god forklaring. Så over til auditoriet og en præsentation af mulighederne for kandidatuddannelser til de studerende på 6. semester.

Til sidst kunne jeg tage mig af korrespondance, cykle hjem og pakke kuffert til morgendagens rejse til Malta. Dagen sluttede med en koncert med Love Shop, som jeg har fulgt siden 1991. Jens Unmack er, som nogle vil vide, en mangeårig ven af mig, og det var godt at se ham og de andre. Det var i øvrigt også en rigtig vellykket koncert.

I morgen kl. 4.30 går det løs igen. Men først skal jeg skynde mig at få sovet. Nogle onsdage er travle. Pyh.