Farvel, Anker

Anker_Jørgensen_(1975)

I dag kom jeg hjem fra Malta til nyheden om at Anker Jørgensen er død. Endnu et stykke af et århundrede, jeg voksede op med, er nu endegyldigt fortid.

Anker Jørgensen var en politiker af en slags, der nu er sjælden. De fleste folketingspolitikere i dag er en bestemt slags karrierepersoner – enten nogen, der har en kandidateksamen som de aldrig for alvor har brugt i arbejdssammenhæng (jvf. de seneste to statsministre) eller også er de droppet ud af en uddannelse (jvf. flere nuværende ministre). Men Anker startede som specialarbejder, som man dengang kaldte ufaglærte arbejdere.

Jeg kommer uvilkårligt til at kalde ham ved fornavn, for det gjorde de fleste i min barndom og ungdom. Også på dén måde var han også en særlig statsminister. Det var bestemt ikke alt, Anker gjorde, jeg var enig i, men han fremstod for mig som et ordentligt menneske og jeg ved at mange herhjemme havde nemt ved at identificere sig med sider af ham. Også på disse punkter er der sket en tydelig forandring i dansk politik – og bestemt ikke til det bedre.

Jeg nåede aldrig at møde Anker Jørgensen, men jeg oplevede ham til Amnesty Internations vinterseminar for en del år siden, hvor han talte om menneskerettighederne og om hvor vigtige de er. Og også her er der sket en tydelig forandring i dansk politik, igen ikke til det bedre.

Forbindelsen til Amnesty International gik længere end til en enkelt mødedeltagelse. Da Anker blev 90 i 2012, bad han om at man i stedet for gaver gav et beløb til Amnesty. Det var en smuk gestus, og også dén vil jeg huske ham for. Æret være hans minde.