Tanker om affald

2016-03-27 15.24.35

Jeg fejrede påsken sammen med min hustru ved at tilbringe tid i det hus, vi nu flytter fra for en tid, med det formål at skille os af med brændbart affald. Uden for vores hus står der nu en enorm container netop til dét formål. Bagefter tog jeg ud på genbrugspladsen i Nørresundby for at aflevere batterier, sparepærer, diverse metalgenstande mm. – det sidste affald fra mit hus. Det er godt at man kan sortere affald, men mindre godt at det skal være så besværligt.

Blandt genbrugstingene var nogle gamle læsebriller; nogle har tilhørt min hustru, andre tilsyneladende min mor. Det er underligt at skulle stede dette minde om min mor til hvile på en genbrugsplads, men jeg ved ganske enkelt ikke hvordan ellers kan skille sig af med briller på en forsvarlig facon.

Nørresundbys nordlige industriområde, hvor genbrugsstationen ligger, har samme lidt trøstesløse atmosfære som alle andre industriområder i den (nå ja) industrialiserede verden. Gråvejret og småregnen gjorde også deres til at cementere dette indtryk. Da jeg kiggede ned ad grusvejen, der løber parallelt med området, og så over på Rørdal følte jeg mig i et glimt hensat i et sted i Østeuropa. Som barn troede jeg Rørdal hed sådan på grund af alle de store skorstene. I dag ved jeg, at det burde være sådan.

Sidst på eftermiddagen var det hele overstået, og min hustru og jeg kunne vende tilbage til vores midlertidige bolig. Solen var dukket frem igen, og vi kunne fra vinduet se ud over fjorden, over på den vestlie del af Egholm. Også dét er en typisk Aalborg-udsigt, men den er alt andet end trøstesløs.

(Visited 168 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar