Amnesty Internationals landsmøde 2016

image

image

image

I dag var jeg igen i til Amnesty Internationals landsmøde på Hotel Nyborg Strand. (Sidste år skulle min datter konfirmeres, så jeg kom ikke af sted i 2015.)

Dette var første gang Lars Normann Jørgensen ikke var med som generalsekretær; Lars er gået på velfortjent pension efter 23 år i menneskerettighedernes tjeneste. Men han var til landsmødet, og vi fik lejlighed til at få taget afsked med ham. De udenlandske gæster ca også med til at tage en bevægende afsked med ham; her blev de igen tydeligt at Lars har haft stor betydning for det internationale arbejde. Samtidig fik vi hilst på Trine Christensen, der er vores nye generalsekretær. Dvs. vi kender jo allerede Trine fra hendes store indsats på det danske sekretariat gennem de seneste fem år.

Landsmødet er et enestående sted at,  hente inspiration til menneskerettighedsarbejdet, og her var både Haifaa Awad og foto-foredraget med fotojournalisten Jakob Ehrbahn tankevækkende indblik i situationen i Syrien og på Lesbos blandt bådflygtningene.

Og så må det ikke glemmes, at landsmødet på en og samme tid er en mulighed for at møde nye medlemmer og også er en enestående lejlighed til at gense Amnesty-folk jeg har kendt i lang år. For mig, der nu har været med til 19 landsmøder, er dette noget særligt. Det var første gang i seks år jeg så Hanne Pilegaard, som jeg i en længere årrække havde et godt samarbejde med i det,  der først hed mandatudvalget og siden policyudvalget. Også det har været et rigtig godt gensyn.

Den sidste samtale

huskmig

Jeg er via en artikel i The Guardian faldet over en blog skrevet af den belgiske datalog Pieter Hintjens. Nogle kender ham fra hans kamp mod software-patenter og arbejdet med det såkaldte REST-interface.

Han har fået konstateret en sjælden form for kræft og har nu kun kort tid tilbage at leve i. Det blogindlæg, jeg har læst, er det sidste fra ham (meget passende for hans tidligere virke hedder det A Protocol for Dying); nu gør han sig klar til at dø. En stor del af det beskriver Hintjens’ tanker om at sige farvel og især tankerne om hvordan de af os, der ikke selv er døende, kan tale med den døende. Jeg kan her ikke undlade at bemærke at Pieter Hintjens er 53 år gammel, dvs. kun et år ældre end mig.

Det er gribende læsning. Og overraskende. Og så alligevel ikke. Det, Pieter Hintjens beder om, er i store træk dette:

  • At det er en glad samtale, ikke en samtale om sorg. Der skal ikke skabes flere bekymringer; den døende har nok at tumle med.
  • At man ikke fortæller den døende, at det nok skal gå og at der nok er en måde at blive helbredt på.  For det kommer ikke til at gå godt, og man bliver ikke helbredt.
  • At man taler om gamle eventyr, dvs. gode oplevelser man har haft sammen.
  • At man er rede til også at tale om de “kliniske detaljer” ved sygdommen – alt det, som den døende tænker meget på.
  • Og at man er rede til at tale om alle de praktiske forhold, der er ved at dø.

Netop dette er udtryk for et ønske om en empati i stedet for en sympati; man skal dele den døendes følelser og tage dem alvorligt som om man selve havde dem – men netop kun som om, dvs. så man synker ikke til bunds i dem, men i stedet kan være til gavn og glæde for den døende.

Pieter Hintjens vil gerne møde sine nære, inden han dør. Begravelsen er ikke vigtig for ham, for bagefter er det alligevel for sent, som han siger.

Der er noget andet, der også falder mig ind her: Det er underligt, at vi først kan tale sammen på denne måde til sidst. Hvorfor har vi aldrig talt sammen på den måde ellers? Det er jo sådan, vi gerne vil tales til. Og hvorfor bliver vi ikke bedre til at mødes med dem vi holder af? Det er jo dem, vi helst vil se. Og nej, jeg er ingen helgen i nogen af de henseender, hverken med at tale sammen på en ordentlig måde eller med at se dem jeg holder af så ofte som jeg gerne ville.

Ligestilling på AAU?

ligestilling

Institut for datalogi på Aalborg Universitet er med i endnu en ansøgning om forskningsmidler (denne gang er det rejsemidler), og jeg er endt med at blive den lokale kontaktperson/medansøger. I ugen op til afleveringsfristen gjorde koordinatoren for ansøgningen os alle opmærksomme på at det er vigtigt at skrive noget om hvad vi vil gøre for at fremme ligestilling mellem kønnene i dette projekt og hvad vores universitet allerede gør i den henseende. Det er ekstremt prekært at skulle skrive om ligestilling i et fag som datalogi, for her er kønsfordelingen så skæv, at det efterhånden er blevet pinligt.

Koordinatoren er fra University of Leicester og han kunne skrive følgende om sit universitet.

ULEIC is proudly one of the 10 universities selected worldwide to take part to 10x10x10 initiative launched at the World Economic Forum in January 2015. The initiative seeks to engage with 10 world leaders, 10 corporations, and 10 universities globally to identify approaches for addressing gender inequality and to test the effectiveness of these interventions for scalability. ULEIC firmly believes that men and women have a joint responsibility to achieve gender equality for societies around the world. The department of computer science of ULEIC received a prestigious Athena Swan award from the Equality Challenge Unit (ECU), a registered charity supporting equality and diversity for staff and students in higher education institutions across the UK.

Jeg prøvede at finde ud af hvad Aalborg Universitet gør. Der er en ligestillingsstrategi for AAU fra 2012-2015, og der er sikkert også en ligestillingsstrategi fra 2016 og frem – jeg har dog ikke kunnet finde den. Den vigtigste komponent er at der er et ligestillingsudvalg under hovedsamarbejdsudvalget. I ligestillingsstrategien fra 2012 står der

Diskussionerne i direktionen har vist interesse for udvikling af ligestillingsområdet, men det står også klart, at vi ikke er kommet langt nok ud i organisationen med budskaber, vision, strategi og handlingsplaner på ligestillingsområdet. Praksis vedrørende indsamling af nøgletalsgrundlag, udformning af klare præsentationsskabeloner og standardiserede lettilgængelige decentrale kørsler for ligestillingsproblematikker på AAU har ikke fundet sin optimale form eller timing endnu. Målet er, at disse værktøjer skal medvirke til at understøtte processen frem mod formulering af nye handlingsplaner i hele organisationen på dette vigtige område.

Dette er ikke så imponerende, og det bemærkede min kollega fra Leicester da også. Der er megen tale om at være verdensførende på AAU – var ligestilling mon ikke et passende indsatsområde?

Nej til empati?

Den amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom har gjort sig til fortaler for at empati ikke nødvendigvis er af de gode. Den korte video ovenfor sætter tingene på spidsen, måske endda lige lovlig meget. Det er virkeligheden bedre at læse hans lange indlæg i Boston Review; det er en hel del mere nuanceret.

Jeg er  ikke sikker på at jeg er enig med Paul Blooms konklusioner som helhed. Mindst én ting har han nu ret i: Hvis man blot sørger sammen med den sørgende eller lider sammen med den lidende, fjerner man hverken sorgen eller lidelsen. Men det er, så vidt jeg kan se,  sympati snarere end empati, Bloom her har fat i (i hans indlæg bliver det da også tydeligt) og det er vel i virkeligheden her, min uenighed ligger. En retningsløs medlidenhed er et problem, for den fører ikke til forandring. Tegningen nedenfor illustrerer det meget klart.

sympathy-empathy-apathy-1

Det er rigtigt, at empati ofte kan være irrationel. Det barn, der falder ned i en dyb brønd og skal reddes op, får langt mere opmærksomhed end den globale opvarmning, der truer os alle (og også barnet i brønden, hvis hun/han bliver reddet op derfra). Og der er en veldokumenteret og trist tendens til det er meget nemmere at føle empati med dem, der ligner én selv.

Men dette viser for mig at se ikke at empati er overflødig. Om noget viser det kun at empati ikke er nok i sig selv, men at det er gennem kombinationen af medfølelsen og den bevidste handling, der skaber forandring, at vi kan nå længst. Noget andet, jeg faktisk synes godt om hos Bloom, er hans påpegning af at vrede (eller måske skulle vi kalde det for indignation) er en vigtig drivkraft til forandring. Martin Luther King viste stor medfølelse med de undertrykte i USA, men han var også vred over den uretfærdighed, som undertrykkelsen skabte.

Når man taler om at erstatte empati med rationalitet, bliver jeg derfor ofte skeptisk, for de mange begrundelser som en del politikere har for at “handle rationelt” i bestemte samfundsspørgsmål er netop ikke båret frem af en sådan vrede. De, der f.eks. taler om at vi ikke har råd til en bestemt miljøpolitik eller skal “hjælpe i nærområderne”, er tydeligvis ikke drevet frem af en vrede over de skader, der sker på miljøet eller af flygtninges hårde skæbne.

Det man synes om andre, er man måske selv

vurdering

Jeg er faldet over endnu en interessant artikel om sindet, denne gang en artikel af tre psykologer fra USA, Dustin Wood, Peter Harms og Simine Vazine, og den blev publiceret i 2010. Det er i bedste USA-tradition en artikel om analyse af data fra en række eksperimenter. Her skulle forsøgspersoner i tre forskellige undersøgelser dels gennemgå en personlighedstest, dels vurdere andre menneskers personlighed. På denne måde kunne man få data ikke om menneskers faktiske egenskaber, men om menneskers subjektive opfattelse af andre mennesker.

Undersøgelsens resultater viser ikke at der er tale om simple projektioner, dvs. at man konsekvent tillægger andre de egenskaber, man selv har.  Det rigtig interessante er for mig at se noget andet, nemlig at der er en korrelation mellem forsøgspersonernes egne positive egenskaber som opfattet af andre og hvor positivt de opfatter andre mennesker. Hvis man ser positivt på andre, har man selv flere positive personlighedstræk. Og omvendt: Hvis man har et negativt syn på andre, er man selv mere tilbøjelig til at have narcissistiske eller antisociale personlighedstræk.

Hvis denne undersøgelses resultater kan generaliseres, er det værd at tænke over. Kan man tale negativt om en større gruppe af mennesker – kvinder, flygtninge, arbejdsløse, sygemeldte eller hvem nu – uden at man selv har eller får nogle mindre positive personlighedsegenskaber? Eller: Kan man ved at tænke bedre om andre mennesker selv opnå nogle bedre personlighedsegenskaber?

F-35

f35

Storebæltsbroen havde kostet 21,4 milliarder kroner, da den stod færdig i 1997.

Aalborg Universitets budget for 2015 var på cirka 2,7 milliarder kroner. Til sammenligning er indkøbsprisen på F35-kampflyene i alt på mellem 20 og 30 milliarder kroner, mens totalprisen i F-35-flyenes levetid formodentlig bliver på op til 90 milliarder kroner.

Måske er alting godt. Men det er alligevel lidt påfaldende, at den beslutning som nu skal tages om køb af kampfly, ses som uproblematisk af de samme politikere, der ser andre slags offentlige udgifter – som f.eks. udgifterne til uddannelsessystemet, der nu beskæres med 2 procent om året –  som problematiske og gerne fremhæver udgifterne i det lange perspektiv som en begrundelse for nedskæringer. Er kampfly lige så nødvendige som nedskæringer i uddannelsessystemet?

Fusionerede eliter?

507273017_1280x720

Der er et langt interview med Carlsberg-fondens formand Flemming Besenbacher i Politiken. Han vil have de danske universiteter fusioneret så der kun bliver tre: Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU. Dette vil således gøre det af med alle danske universiteter grundlagt fra SDU og frem. Argumentet er at der er for mange studerende på de danske universiteter og at det går ud over det faglige niveau. Jeg er ikke uenig i at det nuværende masseuniversitet på denne måde er en enorm udfordring og bestemt ikke er uden problemer. Men masseuniversitetet er skabt gennem politiske beslutninger, og næsten alle de universiteter som Besenbacher vil fjerne som selvstændige institutioner, eksisterende i flere årtier inden masseuniversitetstanken.

Besenbacher kritiserer taxametersystemet, hvor bevillingerne afhænger af hvor mange studerende, der gennemfører et studieårsværk (STÅ). Derfor gælder det om at få så mange studerende til sit universitet som muligt. Hvis man vil have færre studerende på universitetet, skal man ændre dette finansieringsprincip og i øvrigt gøre andre uddannelser mere attraktive.

Der er dog to yderligere årsager, som begge har med forskningssiden at gøre:

  • Det stærkt øgede fokus på eksterne forskningsmidler, så en stadig større del af et universitets forskningsmidler skal stamme fra forskningsråd (der tilmed får skåret i bevillingerne), statslige fonde, EU-projekter og private fonde. Derfor skal man konkurrere med andre forskere fra sit eget fag på andre universiteter, for succesraten er lav, for forskningsråd og Horizon 2020s vedkommende ofte under 10 procent.
  • Konkurrencesætningen af basismidler, hvor 5 procent af basisbevillingerne udbydes i konkurrence mellem de danske universiteter.

Alle disse årsager kan føres direkte tilbage til tiltag, iværksat af beslutningstagerne – og nu skal universiteterne så anklages for at gjort præcis dét, som fokus på en konkurrence ud fra økonomiske incitamenter fører til, nemlig at der er masser af studerende og at de fleste forskere (og i tilfældet om basismiddelkonkurrencen hele universiteter) taber i konkurrencen om forskningsmidlerne og derfor ikke kan leve op til kravet om at være del af en “elite”.

At Besenbachers centraliseringsdrømme så også vil gøre afstanden mellem menige ansatte og universiteternes ledelse endnu større end i dag, er heller ikke noget, der kan begejstre mig. Det er barokt at konklusionen, efter at universitetsfusionerne under Helge Sander ikke har ført til de ønskede resultater, nu er at der bare skal fusioneres endnu engang.

Et akademisk mindretal

Molboerne ville jage en stork væk fra en kornmark. For at undgå at manden, der skulle jage storken væk, skulle trampe kornet ned, blev han båret rundt på kornmarken på et bræt.
Molboerne ville jage en stork væk fra en kornmark for at den ikke skulle ødelægge kornet. For at undgå at manden, der skulle jage storken væk, skulle trampe kornet ned, blev han båret rundt på kornmarken på et bræt.

Formålet med New Public Management i den akademiske verden har formodentlig været at øge effektiviteten blandt det videnskabelige personale og at effektivisere ledelsen. Men udviklingen i dag minder mest om molbohistorien om storken i kornmarken.

På mere end to tredjedele af universiteterne i Storbritannien er det videnskabelige personale i dag i mindretal. På London Business School er det hele 85 procent af de ansatte, der er support staff. Hvis man udelukkede betragter forholdet mellem administrativt personale og videnskabeligt personale, er det på London Business School “kun” 79 procent af personalet, der er ansat til administration.

Ifølge Benjamin Ginsberg voksede udgifterne til undervisning på universiteter i USA med 22 procent i perioden fra 1998 til 2008, mens udgifterne til administration voksede med 36 procent i samme tidsrum.

På Aalborg Universitet er det kun 40,7 procent af de ansatte der er teknisk-administrativt personale.  Det, der er sket, er at der er kommet en del flere AC-TAP-ansatte til; AC-TAP’er er ofte at finde i stillinger i ledelsesrelaterede funktioner (uden at de af den grund er ledere). Antallet af administrerende chefer har været næsten konstant.

Dette er bestemt ikke sagt for at nedgøre mine TAP-kolleger. Men denne udvikling i fordelingen mellem stillingskategorier er et meget tydeligt tegn på konsekvenserne af New Public Management, nemlig at ledelse er kommet til at fylde mere end nogensinde før.  Og det er underligt, at det i stadigt større omfang bliver muligt at ansætte personer med en universitetsgrad i administrative stillinger på et universitet, mens der til gengæld bliver stadigt færre midler (uden for de eksterne bevillinger) til at ansætte personer med en universitetsgrad i videnskabelige stillinger.

Karnevalspolitikere

glistrupogerhard

Meget tyder nu på at Donald Trump bliver det republikanske partis præsidentkandidat i USA. Der er en underlig blanding af bekymring og fascination af den stenrige populist og hans grænseoverskridende udtalelser, der ofte er racistiske eller “bare” meget grove. Men måske er der en dansk pendant til Donald Trump, ja faktisk er der vel mindst to – og de dukkede op samtidig i dansk politik: Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.  Glistrup positionerede sig fra starten som skattenægter og blev snart også meget direkte fremmedfjendsk, mens Jakobsen brugte mange kræfter på en meget voldsom kritik af det “venstreorienterede” indhold i radio og på tv og på et indædt forsvar for apartheidregiminet i Sydafrika.

Erhard Jakobsen og Mogens Glistrup havde derudover én ting fælles med Donald Trump: De var aldrig bange for at klovne. Se bare billedet ovenfor. Men det var en form for klovneri, der aldrig for alvor rummede selvironi – og tit gik deres “morsomme” bemærkninger ud over de grupper, de ikke brød sig om.

Den russiske litteraturteoretiker og sprogforsker Mikhail Bakhtin studerede den europæiske middelalders karneval-tradition, der var grænseoverskridende på den måde at den åbent gjorde grin med autoriteterne (kirken og myndighederne); karnevallet var en slags  sikkerhedsventil for utilfredshed. Og den var helt legitim, for det var “bare for sjov”.  “Klovnepolitikere” som Trump, Glistrup og Jakobsen, Londons konservative borgmester Boris Johnson og Silvio Berlusconi har brugt denne sikkerhedsventil i stort omfang. Og på den måde gør de politik til et “karneval”, hvor de kan sige hvad de vil – netop fordi de lader som om de ikke tager sig selv alvorligt og fordi de lader som om de kritiserer det bestående. Netop dét bekymrer mig: At de gør politik til et “karneval”. Og de er ikke ene om det; mange “seriøse” politikere i dag gør det også. Dette er en yderligere grund til bekymring.

Farvel, Prince

prince-513e084a2fcfb

I 2016 mistede vi David Bowie, og nu har jeg netop hørt at også Prince ikke er blandt os mere. Underligt nok spekulerede jeg her til morgen på hvornår det egentlig var, at Prince gav koncert i Aalborg. Det var i 2002.

Jeg var aldrig helt så stor en fan af Prince som jeg var af David Bowie, men mandens enorme musikalitet, der trak ligeligt på rock og funk og pop, og hans enestående talent som sangskriver og producer har jeg altid sat højt. Nu er han her pludselig ikke mere, og verden er igen blevet et lidt fattigere sted.