Én ud af syv eller én ud af seksten

tumblr_ne0kv94ocU1t0kwr7o1_500

I disse dage sidder jeg og prøver at få lavet en Horizon 2020-ansøgning færdig. Det gjorde jeg forresten også sidste år. Som man måske ved, var det ikke nogle anstrengelser der førte med sig at jeg nu svømmer i penge. Det blev som bekendt til et afslag.

Succesraten for EUs Horizon 2020-program er nemlig 14 procent, dvs. lige under 1 ud af 7 ansøgninger bliver imødekommet. Men denne succesrate er kun gennemsnitlig. I mit tilfælde var succesraten under 6 procent, dvs. under 1 ud af 16 ansøgninger blev imødekommet.

Det er interessant at overveje hvorfor jeg nu forsøger igen og har haft en rejse til Bologna og masser af mere eller mindre vellykkede møder på nettet, når chancen for succes nu er så lille som den er. Jeg troede vel ligesom mine medansøgere, at vi kunne genbruge dele af den gamle ansøgning – men den duede jo ikke, så vi endte med at lave en helt ny. Og vi troede vel også at vi kunne tage udgangspunkt i den gamle arbejdsplan og det gamle budget, men heller ikke dét kunne vi. Ligesom sidste år har jeg brugt det meste af den tid, hvor jeg ikke har undervist eller administreret, på at arbejde på ansøgningen. Lige nu synes jeg at den ser bedre ud, men det er formodentlig en illusion.

Det er et underligt kredsløb at være havnet i. Jeg ved fra mine kollger rundt om i Europa at det er det samme billede overalt: Universiteterne har ansat ganske mange administrative medarbejdere,  der skal hjælpe os med at søge eksterne forskningsmidler. Hele denne assistance til fundraising fylder meget i de administrative medarbejderes arbejdsindsats, og det er en del af de eksterne midler, der går til at finansiere dem. Vi får bestemt også fin hjælp til at lave ansøgninger, men det er samtidig en paradoksal prioritering af vores tid og af universitetets midler, her er tale om: At jeg, der i sin tid blev ansat til at undervise og forske, nu skal bruge så megen tid på at skaffe penge til at kunne forske, mens universitetets midler bruges ikke til at støtte selve forskningen, men til at støtte mig i at prøve at skaffe midler til den.