En weekend indvarsles

Knud Sørensen læser højt.
Knud Sørensen læser højt.

Det blev til en af de fredage, hvor der næsten skete for meget. Der var vejledermøder med projektgrupper, og bagefter sad jeg og lagde sidste (eller næstsidste) hånd på Horizon 2020-ansøgningen – mens Lone ovre på administrationen fik budgettet lagt på plads. Jeg nåede endda at få en indsigt, som gjorde at jeg kunne designe et logo til ansøgningen på fem minutter.

Og så ind til midtbyen. Først skulle jeg hente mit armbåndsur, som jeg havde indleveret til reparation den 29. marts. Men det var ikke færdigt, skønt jeg var blevet lovet det, og jeg kunne ikke få en god begrundelse. Jeg kunne ikke engang få mit ur med mig så jeg kunne forsøge at få en anden til at reparere det, for jeg havde ikke seddelen med ordren. Jeg blev sur, alt for sur – og senere blev jeg ringet op af urmageren, der havde været til sin vens begravelse. Nu var det ham der var sur, for det var hans kone, jeg havde talt så hårdt til. Men hurtigt gik det op mig, at han var stresset og at det påvirkede ham, at han havde mistet en nær ven. Og han indså, at jeg nok også var stresset og at han jo ikke havde holdt hvad han havde lovet. Vi havde begge handlet uheldigt. Jeg bad ham overbringe en uforbeholden undskyldning fra mig til sin kone og gav ham nogle dage yderligere; han lovede at have mit ur klar engang i den kommende uge.

Dernæst ind til Nordkraft, hvor der i denne weekend er litteraturfestivalen Ordkraft. Jeg var blevet indbudt af 9000 Ord til at læse nogle af mine tekster op; arrangør Lene Høg gav en fin introduktion af mig. Jeg begyndte med at fortælle at mine tekster er spoken word og måske derfor ikke “rigtige digte”, selv om jeg holder rigtig meget af digte.

Efter min korte oplæsning var det veteranen Knud Sørensen, romanforfatter og lyriker fra Mors, der rundede af med nogle af sine eftertænksomme og lunt observerende digte. Knud Sørensen, der er pensioneret landinspektør, er efterhånden 88 år gammel!

Bagefter snakkede jeg lidt med en dame fra publikum, der godt kunne lide min tekst “Det er de arbejdsløses skyld” – hun var selv arbejdsløs og kendte til fornemmelsen af at blive peget ud. Lene Høg fortalte mig at jeg skulle have et gavekort på 500 kroner for min optræden, og dét kom bag på mig. Mens jeg ventede på gavekortet, hørte jeg to forfattere fortælle om det at være småbørnsforældre for børn, der ikke kan sove igennem. (Netop dét var jeg en erindring om, men den har heldigvis fortaget sig en hel del efterhånden.)

Lidt senere var der en anden dame, der hilste på mig. Det var såmænd Lisbeth Rosted, tidligere medlem af AAUs bestyrelse, tidligere tillidsrepræsentant og en af ildsjælene blandt AAUs fagligt aktive i HK. Lisbeth er nu gået på pension, og det var hun faktisk godt tilfreds med. Ligesom jeg har hun et klart billede af at det universitet, vi har været på i så mange år, og som vi har været så loyale over for tidligere, nu med stormskridt er på vej i den helt forkerte retning med en fuldstændigt økonomifikseret og udemokratisk ledelsesstil. Og alle os, der bliver påvirket af det, er så småt ved at resignere. Lisbeth havde hørt Leif Davidsens foredrag, og netop han kom ind på alt det, new public management gør af dårligt ved de offentlige arbejdspladser. Som Lisbeth sagde: Nu flytter DR en masse medarbejdere til Aarhus og Aalborg; ingen brokker sig, for det tør de ikke. Men var det sket for 20 år siden, var der blevet sort skærm!

På vej ud af Nordkraft mødte jeg Mads Nygaard, der er medstifter af Venligboerne, og spurgte om han kunne holde en tale ved den folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge, som Amnesty International afholder den 20. juni. Og ja, det både kunne og ville han.

Bagefter cyklede jeg hjem, rettede de sidste ting til og sendte Horizon 2020-ansøgningen ind. Og hermed indvarsledes omsider weekenden.

(Visited 129 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar