LFCS 30

2016-04-13 13.16.39
Rod Burstall
2016-04-13 17.21.17
Phil Wadler fortæller
2016-04-13 16.34.27
Kousha Etessami fortæller
2016-04-13 14.09.16
Philippa Gardner fortæller
2016-04-13 13.39.28
Fællesområdet i stueetagen ved Informatics Forum
2016-04-13 12.51.14
Jane Hillston fortæller
2016-04-13 12.11.27
James McKinna tænker dybt over tingene
2016-04-13 12.11.22
John Power fortæller
2016-04-13 09.08.40
Gordon Plotkin fortæller
2016-04-13 12.11.47
En menig deltagers navneskilt

I dag var det tid til 30-års-jubilæet for Laboratory for Foundations of Computer Science (LFCS), og det var en anden slags seminar end de foregående dages Wadlerfest. På mange måder blev det til en rejse ned ad mindernes allé. Mange af dem, der talte i dag, var kendte ansigter, som var på LFCS da jeg selv var der. Dengang var LFCS kun to år gammelt. Det har været et fantastisk privilegium for mig at kunne være sammen med alle disse utroligt dygtige mennesker i sin tid, og dét endda på et tidspunkt hvor nogle af de vigtigste nyskabelser skete. Her tænker jeg på monader og på pi-kalkylen (som jeg selv endte med at kaste mig over).

Helt nye ansigter var der også, bl.a. en masse nysgerrige PhD-studerende fra LFCS. Blandt dem var Daniel Hillerström, som har studeret datalogi og matematik i Aalborg og som i dag som den seneste dansker med AAU-baggrund er godt i gang med en PhD i Edinburgh. Jeg var flere gange vejleder for Daniel i løbet af hans tid i Aalborg, og det var godt at møde ham igen.

Gordon Plotkin, som er manden bag et hav af væsentlige opdagelser og resultater, indledte dagens lange program med at fortælle os om hvordan han sammen med Rod Burstall og Robin Milner var med til at skabe LFCS, og vi fik et spændende indblik i mødet mellem en videnskabelig vision og hele det britiske universitetsstyre (der ikke var helt så umuligt som det er nu). Gordon fortalte også om alt det sociale liv, der udfoldede sig i årene op til LFCS’ tilbliven. Selv husker jeg hvordan Robin Milner og hans hustru Lucy inviterede os hjem til sig; nogle gange sad vi mere end en snes mennesker i deres store dagligstue og hyggede os med den gode og rigelige mad, som Lucy lavede.

Rod Burstall var med os i dagens anledning, og jeg fik hilst på ham igen i frokostpausen. I en alder af 81 er Rod for længst gået på pension, men han bruger stadig tid på buddhisme og på meditation, der i mange år har stået hans hjerte nær. Jeg husker Rod som en meget rar og rolig mand, og han, Gordon Plotkin og Robin Milner er i det hele taget fine eksempler på at det er muligt at være ordentlige og rummelige mennesker samtidig med at man sætter en høj akademisk standard og står bag banebrydende forskning.

Jeg fik også hilst på George Cleland, der var den praktiske hjerne bag LFCS og stod for etableringen af det lokale computernetværk. Det varede nu lidt inden jeg genkendte ham; George’s dengang ildrøde hår og skæg er i dag helt gråt!

Og så fik jeg selvfølgelig også hilst på min gamle vejleder Colin Stirling og på Samson Abramsky, der engang var professor i Edinburgh og nu er i Oxford. Samson kunne huske hvordan han og jeg i 1989 var til en konference på et meget afsides beliggende sted i Rusland og gik nogle lange ture sammen. Dét huskede jeg også med stor fornøjelse!

Furio Honsell fortalte om sin tid i Edinburgh som ung italiensk postdoc og viste os nogle udsnit af gamle håndskrevne notater – flere af os kunne, da vi blev spurgt, med lethed genkende Robin Milners, Colin Stirlings og Gordon Plotkins karakteristiske håndskrift!

En række gamle ansatte og PhD-studerende fortalte i løbet af dagen om det store faglige og personlige udbytte, de havde fået af deres tid på LFCS. Her bed jeg mærke i Jane Hillstons beretning; hun var oprindelig, fortalte hun os, en lidt forsigtig person (sådan husker jeg hende også; hun var to årgange efter mig) der faktisk trods sin baggrund i matematik ikke var gået i gang med en teoretisk PhD trods det at lysten og talentet bestemt ikke manglede. Men hun endte med at blive den første kvindelige professor ved LFCS og den første og hidtil eneste kvindelige leder af laboratoriet.

Og jeg bed mærke i John Powers fortælling om at komme til LFCS med en ny PhD i matematik; den tynde australier med bare tæer i sandalerne endte med at sætte afgørende fingeraftryk i form af brugen af kategoriteori i løbet af de 10 år han tilbragte der. Faktisk har LFCS, trods det at det er del af et datalogi-institut, længe været et af de førende forskningsmiljøer inden for kategoriteori i verden.

Der var vemodige øjeblikke i løbet af dagen. John Power og George Cleland fik undervejs fortalt om de personer, vi har mistet – bl.a. Robin Milner, Kohei Honda og Claire Jones. De to sidste er fra min egen generation, og i dag er jeg ældre end de nogensinde nåede at blive. Det er underligt at tænke på. Claire Jones husker jeg som en meget dygtig og hjertevarm kvinde på min egen alder; hun døde i 2005, kun 41 år gammel. I dag er der en pris til kvindelige MSc-studerende i datalogi opkaldt efter hende.

Efter at vi havde taget afsked med hinanden, gik jeg på et lille strejftog i byen – først ned til den store, labyrintiske boghandel, der engang hed James Thin, men nu hedder Blackwell, og så ned til det sted ved Holyrood Park, hvor jeg en overgang delte lejlighed med en anden daværende dansk PhD-studerende, Søren Christensen. Udsigten over til de stejle Salisbury Crags og den udslukte vulkan Arthurs Seat var stadig uovertruffen; jeg nåede at kaste et stjålent blik ind i vores gamle køkken – det så næsten helt uforandret ud!. Derefter ned over de store plæner på The Meadows, hvor fodboldspillere og motionsløbere ligesom dengang tilbragte de tidlige aftentimer. Og til sidst et godt måltid mad på Henderson’s i Hanover Street. I morgen går det hjemad igen.

(Visited 105 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar