Den med paven

image

Jeg opnåede i løbet af mit korte ophold i Edinburgh at blive kontaktet af hele to danske journalister; den ene i forbindelse med sagen om BAE Systems, den anden i forbindelse med… paven. En journalist fra Radio 24/7 ville høre min mening om den nuværende paves udtalelse om at han ikke selv synes at han er ufejlbarlig. Den konservative organisation Opus Dei er åbenbart af den holdning at paven er ufejlbarlig uanset hvad han selv synes!

Er der mon et paradoks her, ville radiojournalisten vide. Hvis vi tager pavens ufejlbarlighed for et faktum, er det klart at der er tale om en udgave af Epimenides-paradokset: en person der altid taler sandt, siger: Jeg taler sommetider ikke sandt. Denne påstand er sand hvis og kun hvis den er falsk.

Som jeg derefter sagde til journalisten, er det, som et paradoks altid viser, nemlig at det underliggende logiske system ikke er tilstrækkeligt.  Derfor er man nødt til at løse denne inkonsistens.

Men hvordan løser man så pave-paradokset? Pavens ufejlbarlighed blev vedtaget i 1866 og indtil da var paven ikke ufejlbarlig. Siden da har paverne altid bekræftet påstanden. Løsningen må være at sige at denne påstand om ufejlbarlighed ikke var sand i 1866 og derfor heller ikke har været sand for nogen paver siden 1866.

Men hvad så hvis vi blander Opus Dei ind i dette? Svaret må være at påstanden “Opus Dei har ret i at paven er ufejlbarlig og paven har ret i at han ikke er ufejlbarlig” nødvendigvis må være falsk. For hvis den første påstand var sand, kunne hele udsagnet ikke gives noget sandhedsværdi. Men er den første påstand falsk, og anden påstand er sand,  er alt vel. Paven er ikke ufejlbarlig (men det vidste vi jo godt allerede).

(Visited 538 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar