Målet er fuldt

Hand made earth toy on hands

I denne uge er der fokus på den udbredte praksis med målstyring i det offentlige. Marie Østergaard Møller fra analyseinstituttet Kora er hovedforfatter på en rapport, som giver overblik over målbaseret styring inden for folkeskole-, beskæftigelses- og socialområderne.

Intet tyder på, at resultatbaseret styring er en god styreform på de velfærdsområder, vi har undersøgt. I vores 60 studier er der forbløffende få, som viser positive effekter af resultatbaseret styring, men mange, som viser utilsigtede eller direkte negative konsekvenser…

udtaler Møller til Politiken.

Dette røber et grundlæggende paradoks i neoliberalismen – den  hylder det frie valg men siger samtidig at vi ikke har noget valg. Målstyringen er et udtryk for dette. Og trods det virker denne form for styring ikke.

Denne neoliberalistiske model har siden de tidlige 1980’erne bredt sig til alle offentlige institutioner. Statslige institutioner som de danske universiteter er formelt set selvejende institutioner under staten, men samtidig er de underlagt en meget stram styring. Billedet gentager sig op den enkelte institution: Her er der også et “formelt selveje” med en stram styring – på AAU har institutterne deres egen økonomi, men de skal leve op til centralt fastsatte mål og dette bliver kontrolleret nøje.

Inden for de seneste år har jeg oplevet hvordan mine egne ledere konsekvent forsvarer beslutninger med at “Vi kan ikke gøre andet”; dette er en blanding af resignation rettet mod de ledere, de selv bliver styret af, og deres egen udøvelse af “nødvendighedens politik” nedad i systemet.

Men også i samfundet som helhed ser vi hvordan målstyringen dominerer. De mange politiske stramninger efter den seneste økonomiske krise bliver begrundet i at de er nødvendige og uomgængelige. Denne “nødvendighedens politik” er typisk for den neoliberalisme, som har været så udbredt siden 1980’erne.

Men det er på høje tid at påpege paradokset: Neoliberalismen hylder det frie valg men siger samtidig gennem sin målstyring og sine mange postulater om nødvendighedens politik, at vi ikke har noget valg.