Tømt for minder

sdam-feature-susie-mackinnon
Susan McKinnon og Eric Green på deres bryllupdag – som hun intet husker om.

Da jeg var i Edinburgh, fortalte jeg James McKinna om dengang Jamie Andrews forlod Edinburgh og inviterede os på en omgang på “Jamie’s Lounge Bar”. Hvad vi talte om dengang i 1990, husker jeg desværre ikke, ud over at James lovede at vi fra nu kunne gå over til at kalde ham for Jamie (det gjorde vi nu ikke). Alligevel sagde James til mig, da jeg fortalte ham om dette, at jeg havde en god hukommelse. Hvad jeg lavede dagen før og hvad jeg lavede dagen efter, husker jeg til gengæld ikke.

Wired har en fascinerende beretning om en midaldrende amerikansk kvinde, Susie McKinnon, der ikke kan huske noget som helst fra sit liv. Og nej, hun er ikke dement. Hun kan “bare” ikke huske f.eks. sin barndom, sine sommerferier eller sit bryllup. Hun ved fra sin mand at de var på sommerferie på Cayman Islands, men hun har ingen minder om det. “Det var vel varmt, og det må have været engang mellem 2000 og 2010”, gætter hun.

Det er en fascinerende og også lidt skræmmende historie. Susie McKinnon har et arbejde, så hun har semantisk hukommelse, men ikke episodisk hukommelse. Nogle gange er det sikkert bedst ikke at kunne huske, for så bærer man ikke nag. Måske er det også derfor, Susie McKinnon stadig er sammen med sin mand? Og det er vel også godt, at hun ikke kan huske at hendes mand blev overfaldet i 1986.

Men ville jeg bytte? Nej, det ville jeg alligevel ikke.

Nogle gange spekulerer jeg på om al den nemme adgang til at tage billeder, vi nu har i kraft af de allestedsnærværende kameratelefoner, og den nemme adgang til at gemme billeder og til at dele dem med andre, faktisk er så god en krykke for vores minder at vi glemmer at kunne fastholde minderne selv. Jeg tror ikke at den aften på “Jamie’s Lounge Bar” ville have været bedre eller mere minderig, hvis jeg havde haft adgang til en kameratelefon og til Facebook.

(Visited 95 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar