Fusionerede eliter?

507273017_1280x720

Der er et langt interview med Carlsberg-fondens formand Flemming Besenbacher i Politiken. Han vil have de danske universiteter fusioneret så der kun bliver tre: Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU. Dette vil således gøre det af med alle danske universiteter grundlagt fra SDU og frem. Argumentet er at der er for mange studerende på de danske universiteter og at det går ud over det faglige niveau. Jeg er ikke uenig i at det nuværende masseuniversitet på denne måde er en enorm udfordring og bestemt ikke er uden problemer. Men masseuniversitetet er skabt gennem politiske beslutninger, og næsten alle de universiteter som Besenbacher vil fjerne som selvstændige institutioner, eksisterende i flere årtier inden masseuniversitetstanken.

Besenbacher kritiserer taxametersystemet, hvor bevillingerne afhænger af hvor mange studerende, der gennemfører et studieårsværk (STÅ). Derfor gælder det om at få så mange studerende til sit universitet som muligt. Hvis man vil have færre studerende på universitetet, skal man ændre dette finansieringsprincip og i øvrigt gøre andre uddannelser mere attraktive.

Der er dog to yderligere årsager, som begge har med forskningssiden at gøre:

  • Det stærkt øgede fokus på eksterne forskningsmidler, så en stadig større del af et universitets forskningsmidler skal stamme fra forskningsråd (der tilmed får skåret i bevillingerne), statslige fonde, EU-projekter og private fonde. Derfor skal man konkurrere med andre forskere fra sit eget fag på andre universiteter, for succesraten er lav, for forskningsråd og Horizon 2020s vedkommende ofte under 10 procent.
  • Konkurrencesætningen af basismidler, hvor 5 procent af basisbevillingerne udbydes i konkurrence mellem de danske universiteter.

Alle disse årsager kan føres direkte tilbage til tiltag, iværksat af beslutningstagerne – og nu skal universiteterne så anklages for at gjort præcis dét, som fokus på en konkurrence ud fra økonomiske incitamenter fører til, nemlig at der er masser af studerende og at de fleste forskere (og i tilfældet om basismiddelkonkurrencen hele universiteter) taber i konkurrencen om forskningsmidlerne og derfor ikke kan leve op til kravet om at være del af en “elite”.

At Besenbachers centraliseringsdrømme så også vil gøre afstanden mellem menige ansatte og universiteternes ledelse endnu større end i dag, er heller ikke noget, der kan begejstre mig. Det er barokt at konklusionen, efter at universitetsfusionerne under Helge Sander ikke har ført til de ønskede resultater, nu er at der bare skal fusioneres endnu engang.

(Visited 109 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar