Det man synes om andre, er man måske selv

vurdering

Jeg er faldet over endnu en interessant artikel om sindet, denne gang en artikel af tre psykologer fra USA, Dustin Wood, Peter Harms og Simine Vazine, og den blev publiceret i 2010. Det er i bedste USA-tradition en artikel om analyse af data fra en række eksperimenter. Her skulle forsøgspersoner i tre forskellige undersøgelser dels gennemgå en personlighedstest, dels vurdere andre menneskers personlighed. På denne måde kunne man få data ikke om menneskers faktiske egenskaber, men om menneskers subjektive opfattelse af andre mennesker.

Undersøgelsens resultater viser ikke at der er tale om simple projektioner, dvs. at man konsekvent tillægger andre de egenskaber, man selv har.  Det rigtig interessante er for mig at se noget andet, nemlig at der er en korrelation mellem forsøgspersonernes egne positive egenskaber som opfattet af andre og hvor positivt de opfatter andre mennesker. Hvis man ser positivt på andre, har man selv flere positive personlighedstræk. Og omvendt: Hvis man har et negativt syn på andre, er man selv mere tilbøjelig til at have narcissistiske eller antisociale personlighedstræk.

Hvis denne undersøgelses resultater kan generaliseres, er det værd at tænke over. Kan man tale negativt om en større gruppe af mennesker – kvinder, flygtninge, arbejdsløse, sygemeldte eller hvem nu – uden at man selv har eller får nogle mindre positive personlighedsegenskaber? Eller: Kan man ved at tænke bedre om andre mennesker selv opnå nogle bedre personlighedsegenskaber?

(Visited 176 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar