Nej til empati?

Den amerikanske psykologiprofessor Paul Bloom har gjort sig til fortaler for at empati ikke nødvendigvis er af de gode. Den korte video ovenfor sætter tingene på spidsen, måske endda lige lovlig meget. Det er virkeligheden bedre at læse hans lange indlæg i Boston Review; det er en hel del mere nuanceret.

Jeg er  ikke sikker på at jeg er enig med Paul Blooms konklusioner som helhed. Mindst én ting har han nu ret i: Hvis man blot sørger sammen med den sørgende eller lider sammen med den lidende, fjerner man hverken sorgen eller lidelsen. Men det er, så vidt jeg kan se,  sympati snarere end empati, Bloom her har fat i (i hans indlæg bliver det da også tydeligt) og det er vel i virkeligheden her, min uenighed ligger. En retningsløs medlidenhed er et problem, for den fører ikke til forandring. Tegningen nedenfor illustrerer det meget klart.

sympathy-empathy-apathy-1

Det er rigtigt, at empati ofte kan være irrationel. Det barn, der falder ned i en dyb brønd og skal reddes op, får langt mere opmærksomhed end den globale opvarmning, der truer os alle (og også barnet i brønden, hvis hun/han bliver reddet op derfra). Og der er en veldokumenteret og trist tendens til det er meget nemmere at føle empati med dem, der ligner én selv.

Men dette viser for mig at se ikke at empati er overflødig. Om noget viser det kun at empati ikke er nok i sig selv, men at det er gennem kombinationen af medfølelsen og den bevidste handling, der skaber forandring, at vi kan nå længst. Noget andet, jeg faktisk synes godt om hos Bloom, er hans påpegning af at vrede (eller måske skulle vi kalde det for indignation) er en vigtig drivkraft til forandring. Martin Luther King viste stor medfølelse med de undertrykte i USA, men han var også vred over den uretfærdighed, som undertrykkelsen skabte.

Når man taler om at erstatte empati med rationalitet, bliver jeg derfor ofte skeptisk, for de mange begrundelser som en del politikere har for at “handle rationelt” i bestemte samfundsspørgsmål er netop ikke båret frem af en sådan vrede. De, der f.eks. taler om at vi ikke har råd til en bestemt miljøpolitik eller skal “hjælpe i nærområderne”, er tydeligvis ikke drevet frem af en vrede over de skader, der sker på miljøet eller af flygtninges hårde skæbne.