Ligestilling på AAU?

ligestilling

Institut for datalogi på Aalborg Universitet er med i endnu en ansøgning om forskningsmidler (denne gang er det rejsemidler), og jeg er endt med at blive den lokale kontaktperson/medansøger. I ugen op til afleveringsfristen gjorde koordinatoren for ansøgningen os alle opmærksomme på at det er vigtigt at skrive noget om hvad vi vil gøre for at fremme ligestilling mellem kønnene i dette projekt og hvad vores universitet allerede gør i den henseende. Det er ekstremt prekært at skulle skrive om ligestilling i et fag som datalogi, for her er kønsfordelingen så skæv, at det efterhånden er blevet pinligt.

Koordinatoren er fra University of Leicester og han kunne skrive følgende om sit universitet.

ULEIC is proudly one of the 10 universities selected worldwide to take part to 10x10x10 initiative launched at the World Economic Forum in January 2015. The initiative seeks to engage with 10 world leaders, 10 corporations, and 10 universities globally to identify approaches for addressing gender inequality and to test the effectiveness of these interventions for scalability. ULEIC firmly believes that men and women have a joint responsibility to achieve gender equality for societies around the world. The department of computer science of ULEIC received a prestigious Athena Swan award from the Equality Challenge Unit (ECU), a registered charity supporting equality and diversity for staff and students in higher education institutions across the UK.

Jeg prøvede at finde ud af hvad Aalborg Universitet gør. Der er en ligestillingsstrategi for AAU fra 2012-2015, og der er sikkert også en ligestillingsstrategi fra 2016 og frem – jeg har dog ikke kunnet finde den. Den vigtigste komponent er at der er et ligestillingsudvalg under hovedsamarbejdsudvalget. I ligestillingsstrategien fra 2012 står der

Diskussionerne i direktionen har vist interesse for udvikling af ligestillingsområdet, men det står også klart, at vi ikke er kommet langt nok ud i organisationen med budskaber, vision, strategi og handlingsplaner på ligestillingsområdet. Praksis vedrørende indsamling af nøgletalsgrundlag, udformning af klare præsentationsskabeloner og standardiserede lettilgængelige decentrale kørsler for ligestillingsproblematikker på AAU har ikke fundet sin optimale form eller timing endnu. Målet er, at disse værktøjer skal medvirke til at understøtte processen frem mod formulering af nye handlingsplaner i hele organisationen på dette vigtige område.

Dette er ikke så imponerende, og det bemærkede min kollega fra Leicester da også. Der er megen tale om at være verdensførende på AAU – var ligestilling mon ikke et passende indsatsområde?