Den sidste samtale

huskmig

Jeg er via en artikel i The Guardian faldet over en blog skrevet af den belgiske datalog Pieter Hintjens. Nogle kender ham fra hans kamp mod software-patenter og arbejdet med det såkaldte REST-interface.

Han har fået konstateret en sjælden form for kræft og har nu kun kort tid tilbage at leve i. Det blogindlæg, jeg har læst, er det sidste fra ham (meget passende for hans tidligere virke hedder det A Protocol for Dying); nu gør han sig klar til at dø. En stor del af det beskriver Hintjens’ tanker om at sige farvel og især tankerne om hvordan de af os, der ikke selv er døende, kan tale med den døende. Jeg kan her ikke undlade at bemærke at Pieter Hintjens er 53 år gammel, dvs. kun et år ældre end mig.

Det er gribende læsning. Og overraskende. Og så alligevel ikke. Det, Pieter Hintjens beder om, er i store træk dette:

  • At det er en glad samtale, ikke en samtale om sorg. Der skal ikke skabes flere bekymringer; den døende har nok at tumle med.
  • At man ikke fortæller den døende, at det nok skal gå og at der nok er en måde at blive helbredt på.  For det kommer ikke til at gå godt, og man bliver ikke helbredt.
  • At man taler om gamle eventyr, dvs. gode oplevelser man har haft sammen.
  • At man er rede til også at tale om de “kliniske detaljer” ved sygdommen – alt det, som den døende tænker meget på.
  • Og at man er rede til at tale om alle de praktiske forhold, der er ved at dø.

Netop dette er udtryk for et ønske om en empati i stedet for en sympati; man skal dele den døendes følelser og tage dem alvorligt som om man selve havde dem – men netop kun som om, dvs. så man synker ikke til bunds i dem, men i stedet kan være til gavn og glæde for den døende.

Pieter Hintjens vil gerne møde sine nære, inden han dør. Begravelsen er ikke vigtig for ham, for bagefter er det alligevel for sent, som han siger.

Der er noget andet, der også falder mig ind her: Det er underligt, at vi først kan tale sammen på denne måde til sidst. Hvorfor har vi aldrig talt sammen på den måde ellers? Det er jo sådan, vi gerne vil tales til. Og hvorfor bliver vi ikke bedre til at mødes med dem vi holder af? Det er jo dem, vi helst vil se. Og nej, jeg er ingen helgen i nogen af de henseender, hverken med at tale sammen på en ordentlig måde eller med at se dem jeg holder af så ofte som jeg gerne ville.