Gensyn med de traditionsrige fejl

tradition

Jeg er semesterkoordinator på datalogiuddannelsens 4. semester, og på Aalborg Universitet betyder det at man bør (skal!) have et overblik over aktiviteterne på dette semester og selv undervise der. Denne gang er jeg vejleder for to projektgrupper.

Når man som jeg har nogle års erfaring med at undervise på 4. semester, opdager man at der er nogle helt bestemte læringsproblemer, som altid dukker op i projektarbejdet lige præcis her. Det er ikke 4. semester, der er specielt problematisk, men dette er et semester, jeg kender rigtig godt efterhånden.

Jeg har skrevet om dette for to år siden allerede, før jeg blev semesterkoordinator. Lige for tiden prøver jeg at identificere de traditionelle misforståelser, som bliver gentaget år efter år af nye hold af studerende. Her er tre af disse misforståelser:

  1. Når man skal designe et nyt programmeringssprog, bør det ligne et sprog vi allerede kender, nemlig C.
  2. Hvis et programmeringssprog skal gøre det muligt at skrive læsbare programmer, er det vigtigt at have mange og lange reserverede ord.
  3. Når man skal lave en beskrivelse af et sprogs abstrakte syntaks, skal man lave en let nedbarberet udgave af sprogets konkrete syntaks.

Det er formodentlig tilfældet, at det, vi ser, er hvad man kalder tærskelbegreber: Nogle vigtige begreber inden for dette område af faget, som man er nødt til at forstå for at kunne komme videre. Alle fag har sådanne tærskelbegreber. Men det, der er gådefuldt og derfor også lidt fascinerende, er at mange studerende har de samme misforståelser af tærskelbegreberne. Man skulle tro, at misforståelserne ville stritte i alle mulige retninger – men nej.

Hvorfor er det mon sådan? Min arbejdshypotese har over for de studerende været, at de mødes ude i skoven for at aftale misforståelserne. Men det er nok alligevel næppe tilfældet. I virkeligheden tror jeg at det er os, deres undervisere (kursusholdere og projektvejledere) der uforvarende bibringer dem disse misforståelser. Misforståelse nr. 1 ovenfor kommer af at vi underviser de studerende i programmering i C på 1. semester og derefter på 2. semester underviser dem i programmering i C’s efterkommer, sproget C#. Misforståelse nr. 2 kommer muligvis også herfra: Der er nemlig ikke ret mange reserverede ord i C – og det gør at det kan føles besværligt at programmere i C.  Og misforståelse nr. 3 kommer måske af det store fokus på at lære de studerende at lave en konkret syntaks – så derefter kommer de til at se dette som en særligt vigtig kompetence.

Med andre ord: Vi kommer formodentlig til at skabe en “vanens magt”, når vi underviser. Hvis der er noget, det er svært at bryde ud af, er det en vane. Jeg ved ikke, hvad løsningen er på dette. Man taler tit om at et uddannelsesforløb skal have en progression, så de senere mål i uddannelsen bygger på de mål, man har nået tidligere. Men nogle gange bliver progressionen måske af den forkerte slags, så vi uforvarende kommer til at skabe et snæversyn, der faktisk gør det sværere at nå nye læringmål?

(Visited 237 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Gensyn med de traditionsrige fejl”

Skriv et svar