Aleppo brænder

IMG_20160507_124816

IMG_20160507_120619

I dag deltog jeg i en demonstration, der skulle gøre opmærksom på den tragedie, der lige nu udspiller sig i og omkring Aleppo, der er den største by i Syrien – før krigen var her mere end 2 millioner indbyggere. Demonstrationen var arrangeret af herboende syriske flygtninge og indkaldt med kort varsel.

Et blik på gårsdagens hændelser viser hvor voldsomt slaget om Aleppo er. Det var i går, al-Nusra-militsen indtog en landsby 15 kilometer fra Aleppo. Dette skete samtidig med at Assad-regimets tropper angreb et fængsel i Aleppo. Og seneste nyt var at “våbenhvilen” i og omkring Aleppo blev forlænget med yderligere tre døgn.

Det var underligt og ærgerligt, at der var så få, der ikke var syrere, med til dagens demonstration. Man kunne tydeligt mærke de syriske deltageres afmagt over at belejringen af Aleppo får så forsvindende lidt opmærksomhed i medierne i sammenligning med dækningen af terrorhandlingerne i Frankrig og Belgien.  Fra en stille start i Karolinelund blev det til en demonstration med råb om frihed og en ende på krigsforbrydelserne. Da vi nåede til C.W. Obels Plads blev kontrasten mellem aalborgenserne, der tilbagelænede sad og spiste frokost i solskinnet, og flygtningene fra Aleppo, der insisterende holdt deres skilte op, meget tydelig.

Hvis min by var blevet bombet og var under langvarig belejring, og jeg var flere tusinde kilometer væk fra mit hjem og alle dem jeg kender, ville jeg sikkert selv have følt det samme.

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar