Det er bare et arbejde

02

Erik Ramsgaard Wognsen skrev et blogindlæg i dag om, hvorfor han forlod den akademiske verden tæt på afslutningen af sin PhD i datalogi til fordel for et job i en privat virksomhed. Det var et meget interessant og åbenhjertigt indlæg, og for mig også fordi det er ærgerligt at unge forskere forlader den akademiske biks så tidligt.

Erik nævner en person på mit institut, der giver udtryk for sin skuffelse over at PhD-studerende “bare opfatter forskning som et arbejde”. Underforstået: Det burde være et kald som man viede sine vågne timer til. Denne holdning har jeg også stiftet bekendtskab med fra selvsamme kollega.

Men jeg har for længst indset det: forskning er faktisk bare et arbejde. Det kan godt være et arbejde, man som forsker interesserer sig særdeles meget for. Men med de vilkår, som hersker i dag, hvor man som PhD-studerende eller postdoc kun har en begrænset ansættelseshorisont, er det helt naturligt og forventeligt at man tænker på sin tilværelse som forsker som midlertidig – som “bare et arbejde”.

Nogle gange er det faktisk til vores egen ulempe, hvis vi kommer til at forveksle vores arbejde med et kald. Mange nedskæringer er kun mulige, fordi universitetslærere holder så meget af deres fag, at de på trods af dårlige timenormeringer prøver at opretholde en faglig standard og derfor laver mere end de burde – ud fra en følelse af at forringelserne ikke må gå ud over de studerende eller det faglige niveau. Jeg er selv en af dem.

Også i forskningssammenhæng laver vi oftest mere end vi burde i håb om at kunne få succes. Nogle forskere er selvfølgelig ekstremt succesfulde hele tiden eller næsten hele tiden, men når jeg hører mange af mine kolleger rundt i den akademiske verden, er det lige så typisk en fortælling om at bevæge sig fra afslag til afslag med sporadiske undtagelser, jeg får at høre. Det bliver svært at opretholde forestillingen om at have et kald, når betingelserne er sådan.

Man kan nu komme til at tro, at jeg ikke holder af det fag, jeg beskæftiger mig med – men det gør jeg. Dét, jeg er bekymret over, er at vi i vore dage ofte ender med at give langt mere af os selv end godt er i en situation hvor andre (nemlig beslutningstagerne) ikke vil give os nok.