Også en slags mangelsamfund

12skalaen
Den danske karakterskala definerer præstationerne ud fra deres mangler.

I dag er der en kronik i Information af Allan Beck, der er skolelærer. Han skriver

Der sidder 25 elever i min engelskklasse. På trods af, at jeg gør meget ud af at fortælle klassen, at det er bedre at prøve først og så give op end at give op på forhånd, er det kun tre elever, der regelmæssigt tør at sige noget. Hvis jeg skulle vurdere ud fra hvert enkelt barns faglige potentiale i denne klasse, burde 80 procent af eleverne kunne deltage i engelsktimen uden problemer.

Eleverne fortæller mig meget ærligt om deres følelser og giver udtryk for, at det er bedre at tie stille end at lave en fejl. Det er nemlig pinligt at fejle. De frygter, at deres klassekammerater vil drille dem og grine af dem, og de frygter, at deres lærer vil tro, at de ikke er dygtige nok.

At det nu er sådan, er ikke så underligt. Der er kommet et stort fokus på det, der ikke er som det skal være. Dette bliver tydeligt, når man betragter 12-skalaen; her er tale om en karakterskala, hvor alle karakter er defineret ud fra hvor meget der mangler for at læringsmålene er opfyldt for det, der bliver bedømt.

Min egen hypotese er at dette fokus på mangler skyldes at det er meget nemmere at lave målstyring på denne måde, når det drejer sig om noget, der er svært at kvantificere: Det er simpelthen lettere at opdage at der mangler noget end at sætte tal på tilstedeværelsen af noget positivt.

Et tilsvarende fokus på mangler kan man se inden for bevillings-fokuseringen på universiteterne. Den ønskede normalsituation set fra en leders synspunkt er, at man har eksterne forskningsmidler til sin rådighed. Har man ikke det, er der noget, der mangler.

Når målstyringen fokuserer på manglerne, kan der ikke undgå at blive skabt en fortælling om at  undgå det negative snarere end en fortælling om at nå de positive egenskaber.