Den gode og den dårlige opportunisme?

the_opportunist
Jørn Henrik Petersen, der er professor i socialpolitik ved Syddansk Universitet, tidligere leder af Center for Velfærdsforskning, og på den måde har været en toneangivende person, tager nu i et interview i Politiken et voldsomt opgør med den tankegang, der er blevet stadig mere udbredt.

Ser du på retorikken omkring de fremmede, ligger den for eksempel snublende tæt på retorikken omkring flere forhold på handikapområdet. Lad mig blot nævne vores stigende fokus på fedme. Her er der i dag flere og flere, der mener, at det er folks eget problem, hvis de er fede. At det er selvforskyldt. Min pointe er, at der sker nogle glidninger, hvor man siger, at det er ’selvforskyldt’. Det begreb var stort set forsvundet fra ordbogen fra slutningen af 1950’erne og de næste 25-30 år. I dag bliver det brugt hele tiden

Det er egentlig ikke så underligt. Konkurrencesamfundet belønner netop opportunismen hos den enkelte. I et samfund, hvor normen er at alle skal finde en individuel løsning, forventer man at alle handler opportunistisk. Ligesom fortællingen om succes placerer æren hos den enkelte, placerer fortællingen om fiasko tilsvarende skylden hos den enkelte. De to fortællinger er i virkeligheden spejlbilleder af hinanden: den gode over for den onde opportunisme. I fortællingen om den onde opportunisme hos flygtningene, de arbejdsløse, de sygemeldte, de overvægtige osv. er det typisk tilfældet at man beskriver motivet som egoisme og uansvarlighed, men i fortællingen om den gode opportunisme hos forretningsmanden, iværksætteren, eliteforskeren osv. er de personlige motiver sjældent fremhævet på samme måde. Forretningsmanden vil skabe vækst, topforskeren vil skabe viden osv. , hedder det. Men er det nu så enkelt? Er den gode opportunisme virkelig så uegennyttig? Er den onde opportunisme virkelig så egennyttig?

Hvis vi skal kunne gøre noget ved alle skyld-fortællingerne om fiasko, bliver vi nødt til også at gøre noget ved alle æres-fortællingerne om succes, netop fordi de er hinandens spejlbilleder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en anden artikel fra de seneste dage (også fra Politiken), hvor Nicolaj Ejler fra Rambøll Management, der er en af hovedkræfterne bag målstyringen i det offentlige, nu til dels trækker i land.

For mig at se er disse to artikler nemlig del af samme historie, af samme tvivl. Sammen mod fortællingerne om det opportunistiske menneske og om at opportunismen er den vigtigste samfundsforandrende kraft, er der nemlig nødt til at være en reguleringsmekanisme, der på en og samme tid skal kontrollere at alle er opportunistiske og er opportunistiske på den rigtige måde. Denne reguleringsmekanisme er netop New Public Management, og sammen med den følger et massivt kontrolapparat. For hvis man tror på fortællingen om at alle er opportunister og at alle handlinger er opportunistiske, må konsekvensen være at man ikke for alvor kan stole på nogen. I et samfund, hvor man ikke stoler på nogen, bliver konsekvensen, at man ender med at frygte hinanden.