Vi drømmer om Anden Verdenskrig

_____Intet_navn____1026969z

Min svigerfar interesserer sig meget for Anden Verdenskrig, og min hustru synes af og til at det kan være lidt overvældende at have en far, der går så meget op i denne periode. Men så minder vi os selv om at han var teenager netop på dén tid; en voldsom påvirkning udefra på et tidspunkt i et menneskes liv, hvor der altid sker en masse forandringer. Det kan vi, der ikke har oplevet denne tid, ikke tale med om.

En billedserie i Politiken i dag spørger om Anden Verdenskrig er ved at blive en slags underlig turistattraktion med alle de mange turister, der besøger mindesmærker for de store slag, koncentrationslejre og så fremdeles. Måske er det tilfældet. Stadig i dag, mere end 70 år efter krigens afslutning, er Anden Verdenskrig for mange mennesker den “sidste retfærdige krig” og en uudtømmelig kilde til fortællinger – lige fra Band of Brothers til Anne Franks dagbog. Når en krig skal retfærdiggøres, bliver fjenden sammenlignet med Nazityskland. Når en politiker skal fordømmes, sammenlignes han/hun med Adolf Hitler. Når vi vil protestere mod racisme og intolerence over for religiøse mindretal, griber vi tilbage til Holocaust.

Der er mange politikere, der i disse år prøver at bruge Anden Verdenskrig til at ville lave fortiden om. Anders Fogh Rasmussen prøvede i sin tid som statsminister at tale for at Danmark burde have ydet mere militær modstand den 9. april, og Mette Frederiksen taler om at ville bekæmpe radikaliserende imamer  “som vi bekæmpede nazisterne” – men netop modstandskampen var det kun et lille mindretal af danskerne, der tog del i, og hverken Venstre eller Socialdemokraterne var med her. Søren Krarup fra Dansk Folkeparti har brugt hele sin politiske løbebane på at rekonstruere sig selv som en slags Kaj Munk i en modstandskamp – uagtet at Kaj Munk dels var en dygtig forfatter, dels først blev modstander af besættelsen, da han indså at han havde taget fejl. Selv var Krarup en lille dreng, da Anders Verdenskrig sluttede.

Også på denne måde er Anden Verdenskrig blevet attraktiv. Men jeg ville ønske, at man kunne se denne krig som det, jeg tror den var: En tid, der var grim og ond og ubegribelig, så ubegribelig at vi, der er en slags historiske turister i den, ikke kan fatte dybden i alt det grusomme. Jeg vil passe meget på med at sammenligne nuværende konflikter med konflikterne dengang og med f.eks. at udnævne den-og-den politiker til en ny Hitler. Når vi prøver på denne slags paralleller, er vi snublende tæt på at ville lave fortiden om. Konflikterne er nogle andre i dag, løsningsmodellerne også nogle andre.

Hvis der er noget, som vi kan lære noget af Anden Verdenskrig og hvor det giver mening at sammenligne, må det være dybden og omfanget af selve lidelsen, selve det grusomme. Den slags grusomheder og den slags lidelser ser vi nemlig stadig i stort omfang i vore dage. Årsagerne er nogle andre, men lidelsen er den samme.