Det er ikke alle, der…

notallmen

En af de mest irriterende indvendinger, når der er kritik af kønsdiskrimination eller andre former for kvindefornedrende adfærd, er at “ikke alle mænd er sådan”. Ofte bliver denne kritik ført i marken som del af en påstand om at feminister hader alle mænd (her ser vi bort fra at mænd sagtens selv kan være feminister!).

Hvorfor er indvendingen irriterende? Formelt set er den jo helt korrekt. Det er bestemt ikke alle mænd, der tager del i den adfærd, der bliver kritiseret. Det, der er så irriterende og urimeligt, er at indvendingen tolker kritikken som noget, den ikke er. Der er jo ikke tale om en kritik af mænd fordi de er mænd, men kritik af et problem og nogle magtstrukturer i samfundet som nogle mænd (men bestemt også nogle kvinder!) er anledning til.

Og her er der faktisk noget interessant: Mange kulturkonservative kritikere af feminisme fremfører “ikke alle mænd”-argumentet eller “had til mænd”-argumentet, men er samtidig ofte tilhængere af en voldsomt generaliserende kritik af etniske mindretal. Derfor er der paradoksalt set også noget potentielt godt i “ikke alle mænd”–indvendingen, i og med at den siger at man ikke skal kritisere mennesker for det, de er, men kun for det de gør. Når man ikke bør kritisere mænd, bare fordi de er mænd, bør man nemlig ikke heller kritisere mennesker, bare fordi de tilhører et etnisk mindretal.