Torsdag på Roskilde 

PJ Harvey på storskærm.
PJ Harvey på storskærm.
IMG_20160630_153925
Foran røgen fra Hello Psychaleppo.
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)

Togene fra København var forsinkede, så jeg ankom for sent til at få hele Santigolds sæt med. Men det jeg hørte var rigtig overbevisende dancehall-pop, der på den visuelle side havde et ironisk udsalgs-tema med varekurve og tilbudsskilte. Santigold inviterede publikum op til sig, for at de kunne danse med hende, og snart stod der en stor flok oppe ved hende. Jeg spekulerede på om det ville ende i kaos, men nej. Det var sjovt og livsbekræftende at se at nogle kunstnere stadig tør gøre den slags. Jeg har Santigolds to første album og ser nu frem til at høre hendes aktuelle udgivelse.

Hello Psychaleppo er kunstnernavnet for Samer Saem Eldahr, der er en elektronisk musiker fra Aleppo. Han blander tunge beats med samples af syrisk musik og syriske stemmer og skaber derudfra et meget dansabelt hele. Det blev vel modtaget af et publikum, der blev stadig mere talrigt efterhånden som koncerten skred frem.

Så tværs over festivalpladsen igen til engelske Uncle Acid and The Deadbeats: de befinder sig lige der hvor powerpop går over og bliver til tung rock. Ideen med upbeat melodier, Beatles-agtige harmonier og Black Sabbath-agtige riffts er spændende og veludført; de langhårede englændere er et rigtig tight ensemble – men jeg savner måske lidt variation i sangskrivningen.

Og derefter det canadiske band Destroyer, som har Dan Bejar som sanger og sangskriver. Han er også med i The New Pornographers, men ikke som hovedmand (det er Carl Newman der er det). Bejar er dygtig, men også lidt distanceret, synes jeg. Det kunne man også mærke til koncerten. Det hele blev bedst når han “trådte ud af hovedet” og turde give slip på f.eks. “Song for America”.

Så over til Grimes (der også er fra Canada) på Arena-scenen. Men jeg stod ikke så godt og måske fængede dette bud på elektronisk pop bare ikke rigtig hos mig i live-udgave (jeg har det nye album Art Angel et sted, og det er for så vidt OK). Jeg gik igen efter et par numre. Beklager.

Jeg have tænkt mig at høre Courtney Barnett, og det fik jeg da også gjort. Hendes musik trækker lange veksler på 1990’erne, og hendes Pixies-pastiche “Pedestrian at Best” er et af højdepunkterne på hendes album fra sidste år. Så den fik vi også. Men det var langt mere interessant at gense min gamle studiekammerat og ven Carsten, der nu er docent på London School og Economics. Jeg har kendt Carsten siden 1983, og når vi ses, ender vi tit med at tale om musik. Så vidt jeg kunne forstå, kendte Carsten faktisk ikke til Courtney Barnett.

Jeg lyder meget forbeholden over for dagens koncerter, men der var én stor oplevelse i vente, nemlig PJ Harvey. Da jeg fandt ud at hun skulle give koncert på festivalen, købte jeg billet med det samme. Jeg var til hendes koncert i 1995, men alligevel ikke rigtig. Dengang havnede jeg langt væk fra scenen og kunne hverken se eller høre ordentligt (det var før de gode storskærmes tid), og det var ærgerligt.

Denne gang nåede jeg op nogenlunde tæt ved scenen med god udsigt til både scene og skærm. De første tyve minutter stod vi som sild i en tønde, men enhver rutineret festivaldeltager ved at man bare skal holde ud, for så begynder de mindre rutinerede og udholdende i publikum at sive væk igen. Og ganske rigtigt: Derefter stod jeg godt og kunne endda læne mig op af rækværket.

Koncerten i år var hele festivalbilletten værd. PJ Harvey er en eminent sangskriver og en lige så eminent performer. Hovedvægten lå på de seneste to albums, The Hope Six Demolition Project og Let England Shake. Så det var en alvorlig koncert, præget som den var af disse to albums sange om krig og ulighed og nationalisme; først efter knap en time smilede PJ Harvey til publikum – og introducerede sit band med ikke mindst de uforlignelige Mick Harvey og John Parish. Derefter fik vi sange fra ældre albums (“When Under Ether” fra White Chalk og sange fra To Bring You My Love), og PJ Harvey var nu gået fra at være fjerklædt og sorgfuld/indigneret diva i front for et band med saxofoner og marchtrommer kørt i stilling til sin mere rockede/udadvendte fremtoning med miniskørt. Hele koncerten var præget af et enormt nærvær fra Harvey og hendes band. Lyden var så tydelig at man kunne høre enhver detalje, og de sort-hvide live-billeder på storskærmen understregede helhedsindtrykket særdeles overbevisende.

Dette var ganske enkelt en af de bedste koncerter, jeg har været til i mange år, og jeg var meget begejstret, da jeg gik fra Arena. Her fik jeg hilst kort på en meet opstemt Mathias Bundgaard, poetry slammer mm. fra Aarhus, og det var vist ikke kun PJ Harvey der havde fået ham i dét humør.

Derefter ville jeg have hørt Bisse (alias Thorbjørn Radisch) men der var lang kø for at komme ind … så jeg gav op. I stedet fik jeg omsider spist lidt, og stor var min glæde, da jeg opdagede at foretagendet bag den “100% veganske burger” er Café Mikuna fra Aarhus. Deres mad er lækker og billig. Til gengæld var den særlige (og særligt hypede) “Food Court Ale” fra Carlsberg en underligt anonym oplevelse. Mange kommer til festival for at drikke øl, men det er næppe på grund af smagsoplevelserne.

Den sidste koncertoplevelse for mig denne aften var med Chvrches fra Skotland, og de var en god måde at runde af på. Chvrches laver enkle og effektivt iørefaldende popsange til et enkelt elektronisk beat, og deres sangerinde Lauren Mayberry brænder meget klart igennem. Det er fristende at sammenligne med et andet navn i samme genre, nemlig Grimes, og hvis man gør det, er det nok ikke Grimes der vinder.

Muligvis var det et bevidst forsøg på at få alle helt ned på jorden igen, men turen ind til København var præget af togforsinkelser på grund af sporarbejde. Togrejser er i disse år ved at blive en fælles øvelse i tålmodighed. Først 2.30 lå jeg i min seng på vandrehjemmet efter halvanden time på farten. Er der da ikke snart nogen, der vil gøre noget godt for offentlig transport i Danmark og sikre at vi får en infrastruktur for tog og busser, som vi kan være bekendt?

Onsdag aften på Roskilde


I dag tog jeg til Roskilde Festival. Jeg er lidt for magelig til at campere, så jeg overnatter på vandrehjem i Københavns midtby.

På sovesalen var der tre helt unge mænd, der skulle til festival her til aften for at se Red Hot Chili Peppers og Wiz Khalifa. Det var lidt specielt at sidde der og fortælle dem anekdoter fra de snart mange gange, jeg har været til festival herovre. 

Første koncert havde jeg set frem til, og den endte med at blive en rigtig stor oplevelse. Damon Albarn optrådte sammen med Orchestra of Syrian Musicians og mange gæstesolister fra Mellemøsten og Afrika – og et enkelt indslag fra den vestlige popverden, nemlig Julia Holter fra USA. Det syriske orkester havde med sig et smukt syngende kor. Blandt solisterne lagde jeg især mærke til den algeriske rapper Malikah. Jeg kan desværre ikke arabisk så hvad hun rapper om, ved jeg desværre ikke. Men hun er rigtig dygtig. Det er gribende at høre kunstnere fra lande ramt af krig og undertrykkelse besynge livet, lyset og glæden. 

Bagefter tog jeg hen til sidste halvdel af koncerten med Slayer, et band jeg har lyttet til med mellemrum men nok aldrig rigtig lært at holde helt af som andre af deres samtidige i genren. Beklager. Men jeg kan ikke lade være med at blive imponeret af hvor godt de gør det live. Tom Araya virkede bevæget da han tog afsked. Bandet har trods alt også været hårde ting igennem, ikke mindst tabet af Jeff Hanneman i 2013. Hanneman blev da også mindet i det allersidste nummer. 

To timer senere spillede At The Drive-In på samme scene. Lidt nede bagved kunne jeg se en del mænd, der vel var først i fyrrerne, der nikkede med til musikken. De er vel vokset op med dette band, der havde sin storhedstid omkring årtusindeskiftet og nu er gendannet.

Til sidst mødte jeg Simon Dalsgaard og Mark Jensen-Skovgaard, som jeg kender fra poetry slam-scenen i Aalborg og på den måde blev den sidste koncert med Red Hot Chili Peppers baggrundsmusik. Vi konstaterede dog at koncerten var temmmelig meget bedre end hin berygtede optræden fra samme band tilbage i 2007 uden dog at være et nødvendigt indslag på Orange Scene.

Case, Lang og Veirs

Endnu et album, jeg er blevet opmærksom på i denne måned, er Case/Lang/Veirs, der er et samarbejde mellem de tre sangerinder og sangskrivere Neko Case, K.D. Lang og Laura Veirs. Tilbage i 1990’erne  lyttede jeg temmelig meget til k.d. lang (sådan vil hun gerne have sit navn stavet) og købte et par af hendes albums – Shadowland og Ingenue, der i modsætning til Langs tidligere albums ikke var så country-præget. Men som det så ofte sker, gled min interesse over på andre musikere. En del år senere begyndte jeg at lytte til The New Pornographers, der ligesom k.d. lang er fra Canada. Et af medlemmerne af dét band er Neko Case – der ikke er fra Canada, men derimod er fra USA. Som flere andre af bandets medlemmer har hun en sideløbende solokarriere, og ligesom k.d. lang startede Neko Case i country-genren. Laura Veirs kender jeg derimod ikke så meget til.

Case/Lang/Veirs er ikke et country-album, men er tæt på det udtryk, de tre kvinder har nu – et sted mellem folk, country og rock. Albummet er præget af de udtryksfulde og meget forskellige stemmer: k.d. langs store, bløde country-mezzosopran, Neko Case’s lysere og mere komprimerede vokal og Laura Veirs’ egentig lidt pigede stemme.

Men det ville ikke fungere rigtigt, hvis ikke det var fordi der er ganske mange vellykkede sange på Case/Lang/Veirs. Åbningsnummeret “Atomic Number” (der er tydeligt Neko Case-præget) kan I høre ovenfor; det fungerer samtidig som en kort introduktion til Case, Lang og Veirs – de tre dukker op i nævnte rækkefølge i begyndelsen af nummeret.

Der er forresten en forbindelse til Karl Blau, som jeg for nylig skrev om her og som jeg også lytter ganske meget til for tiden. Hans nye album Introducing Karl Blau er produceret af Tucker Martine, som er gift med Laura Veirs – og Laura Veirs synger faktisk også kor på Karl Blaus nye album.

Livet efter det akademiske liv

Professor

I dag holdt jeg projekteksamen, og min censor var Bent Bruun Kristensen, som var vejleder for mig to gange mens jeg selv var studerende. Efter eksamen talte jeg med Bent om hvordan det er at være emeritus, og han kunne fortælle mig at det var en god og anderledes tilværelse. Hans konklusioner om den stadigt mere konkurrenceprægede og underligt strategiske akademiske verden kunne jeg nikke genkendende til. Det er altid godt at se Bent igen.

Jeg holder meget af gensynene med dem, der har undervist mig og nu kan se tilbage på en lang og samvittighedsfuld akademisk karriere. Når jeg taler med dem, bliver det tydeligt for mig at der er en særlig erfaring forbundet med et langt liv som akademiker og en mulighed for at se sit fag og sin gerning “oppefra” på en måde, som man bestemt ikke altid ser hos dem der er midt i en akademisk karriere. Der er omsider en mulighed for fordybelse og for at vælge at fokusere på nogle af de sider ved faget og ved den akademiske gerning, som man holder særligt af. Det er ærgerligt, at de muligheder først synes at være til stede når man går på pension som akademiker.

Jeg holder af min akademiske baggrund og det, den har givet mig af indsigt og erfaring – det er knap 30 års vigtig bagage. Men i disse år er jeg selv begyndt at tænke på min egen tilbagetrækning fra arbejdslivet. Hvis jeg vil, kan jeg gå på efterløn om 10 år, og nogle gange er tanken blevet mere fristende end før, for arbejdsvilkårene er ikke blevet bedre med tiden. Om jeg trækker mig tilbage, og hvor jeg er om 10 år, ved jeg af gode grunde ikke. Jeg håber under alle omstændigheder, at jeg en dag kan blive lige så afklaret i mit udsyn som nogle af de pensionerede akademikere, jeg møder i disse år.

I hver sin del af sindet

SS-auxiliaries-poses-at-a-resort-for-Auschwitz-personnel.-From-laughing-at-Auschwitz-c.-1942

Hvor underligt det end synes, er dette måske et af de grusomste billeder taget under 2. verdenskrig. Det viser umiddelbart bare nogle unge mennesker, der er på en udflugt. De griner og har måske lige sunget en sang. Men personerne på billedet var tyskere, der arbejdede i Auschwitz. Billedet er del af en samling fotos, der er taget i perioden fra maj til december 1944, hvor tusindvis af mennesker hver dag blev slået ihjel [på en tilfældig dag i oktober 1944 blev mere end 800 børn mellem 9 og 14 dræbt i gaskamrene]. Personerne på billedet var medskyldige i dette massemord. Og de kunne have de massakrer, de udførte eller “bare” var med til at administrere, i én del af deres bevidsthed, og udflugterne til Solahütte, som var navnet på nazisternes udflugtshytte i bjergene nær Auschwitz, kunne de have i en anden del af bevidstheden. The New Yorker har en lang og interessant artikel om det usædvanlige og usædvanligt grusomme fotoalbum og hvordan det blev fundet.

For mig og sikkert mange andre er det tankevækkende, at mennesker er i stand til at foretage og opretholde denne adskillelse mellem det “normale” og det unormale. Psykologer taler om kompartmentalisering, og det er en strategi, som er meget udbredt hos mennesker, der skal leve med en kognitiv dissonans, dvs. med flere modstridende indtryk, følelser eller elementer af viden. Kompartmentalisering kan være en nyttig strategi, så man ikke “tager sit arbejde med hjem” – men den kan også skabe en spaltet personlighed og skabe mennesker, der i nogle sammenhænge virker normale og empatiske og i andre sammenhænge er det stik modsatte. Hvis de ansvarlige for massemordene i koncentrationslejrene havde “taget deres arbejde med hjem”, kunne det måske være gået anderledes.

Der er to slags mangfoldighed

mangfoldighed

Du kan have en national eller regional identitet. Du kan have en religiøs identitet. Du kan have en seksuel identitet. Du kan have en arbejdsidentitet. Du kan have en uddannelsesidentitet. Du kan lide af en særlig sygdom eller have et særligt handicap. Du kan tilhøre en aldersgruppe eller en samfundsklasse eller en subkultur af mennesker, der går i en bestemt slags tøj eller lytter til en bestemt slags musik eller læser bestemte slags bøger eller spiser bestemte slags mad.

I disse år fylder identitetspolitikken rigtig meget på godt og på ondt. Identiteterne bliver fremhævet af andre, så de kan diskriminere dig, og de bliver brugt af dig selv til at fremhæve hvem du selv er – nogle gang  for at bekæmpe diskrimination, nogle gang i form af en slags nationalisme. Man kan se Storbritanniens nej til EU og den skotske regerings krav om en ny folkeafstemning udtryk for en form for identitetspolitik. Og man kan se kampen om transpersoners adgang til offentlige toiletter i USA som en form for kamp om identitet.

På denne måde er identiteterne led i en kamp for at anerkende den mangfoldighed, der er mellem mennesker.

Men der er også en anden slags mangfoldighed, som man sjældent taler om, og det er mangfoldigheden i det enkelte menneske. Det samme menneske kan have mange identiteter på samme tid. Tænk på dig selv – du bor i et land (hvis du  kan læse denne tekst, er der en ikke helt lille sandsynlighed for at du bor i Danmark), du tror på en religion eller tror slet ikke på en religion, du har en seksuel præference, du har et job eller er uddannelsessøgende eller måske er din livssituation en anden. Osv. osv.

Måske kan vi bedre anerkende mangfoldigheden mellem mennesker ved at huske at anerkende mangfoldigheden i det enkelte menneske. For der er en god sandsynlighed for at nogle af de mennesker, som måske virker meget forskellige fra dig, i sig har en del-identitet som er den samme som en af dine del-identiteter. Hvis de husker at der er en mangfoldighed i dig selv, kan du nemmere forstå mangfoldigheden hos de andre og begynde at tænke frit.

Dette er en tanke, som dukker op hos den indiske Nobelprismodtager Amartya Sen i bogen Identitet og volddu må indse, at han/hun selv hører til mange steder og ikke må reducere dig selv til én enkelt identitet eller leve med at blive reduceret af andre. Det sidste kapitel i Identitet og vold, der er en kraftig kritik af de forskellige slags nationalisme, der findes i Indien, hedder da også “Frihed til at tænke”.

Tanker efter Brexit

pluck

I et tidligere indlæg skrev jeg om min tvivl i forbindelse med Storbritanniens mulige udtræden af EU. Nu er det så blevet alvor.

Jeg har aldrig været tilhænger af EU, så nogle ville vel forvente at jeg er glad i dag. Men det er jeg egentlig ikke. (Jeg ville heller ikke have været tilfreds, hvis det var blevet et ja, men sådan er jeg som bekendt så besværlig.) Nogle af dem, jeg kender i Storbritannien, har tænkt på EU som en “livline” der i et vist omfang kunne beskytte mod den siddende britiske regerings udskejelser. Jeg forstår derfor godt at de er kede af resultatet, selv om “livlinen” ofte mest har været illusorisk. Der er jo ikke tale om et nej, der var baseret i et ønske om mere demokrati, en bedre social- eller miljøpolitik eller mere fokus på menneskerettighederne. Tværtimod viser valgkampen, at dette var et nationalistisk og højredrejet nej, der peger mod isolationisme. EU-borgere i Storbritannien vil ikke få det lettere (sikkert tværtimod) og  den britiske regering vil uden videre kunne træde ud af de menneskerettighedsinstrumenter som findes i EU-regi. Til gengæld skal 40 års britisk lovgivning, der har måttet tage hensyn til og henvise til EUs krav, potentielt set revideres helt. Hvordan dét skal ske, ved jeg ikke. Alt dette viser vel mest at man ikke kan finde et bedre alternativ til EU ved bare at lade EU falde fra hinanden. Vi skal tænke helt andre tanker og komme med konkrete forslag til nye konstruktioner.

Jeg vil ikke savne David Cameron, og hvis dette på lidt længere sigt fører til uafhængighed for Skotland og til en progressiv regering i resten af Storbritannien vil det være godt. Men det er desværre langt fra sikkert, at det går sådan.

Alle tror at alle tror

Noge linjer fra Leonard Cohens "Everybody knows":
Noge linjer fra Leonard Cohens “Everybody knows”:

Da jeg var ung, besøgte jeg engang en familie, jeg kendte, i Sydeuropa. Hver morgen serverede de morgenmad for mig  – og til morgenmad fik jeg et glas varm mælk. Det ærgrede mig lidt, for ganske vist drak jeg komælk dengang, men det var altid kold mælk. Men jeg havde bestemt mig for ikke at sige noget til værterne, for man drak åbenbart varm mælk til morgenmad i deres land. Den sidste morgen, jeg var der, sagde jeg at det var lidt interessant at man drak varm mælk her, for i Danmark vil de fleste helst have kold mælk. Da kiggede mine værter forbløffet på mig, for de kunne faktisk bedst lide at drikke kold mælk – men de regnede med at man foretrak varm mælk i Nordeuropa! Og fordi jeg intet sagde, regnede de (naturligt nok) med at alt var som jeg gerne ville have det.

Denne historie kom jeg til at tænke på i dag, hvor jeg købte og gik i gang med at læse Spræng boblen, en ny bog af Vincent F. Hendricks. Han er leder af Center for boblestudier på Københavns Universitet, og i sin bog giver han en populærvidenskabelig analyse af “bobler” i økonomi, på sociale medier og andetsteds hvor der er aktiver på spil. Aktiverne kan være penge eller måske “bare” social prestige i form af likes eller retweets på sociale medierne. En for mig at se helt central observation er denne:

Til tider kan det være nok, at alle tror, at alle andre tror, at der er en fundamental værdi forbundet med aktivet, hvad den så end måtte være…

Her spekulerer jeg på hvor mange fænomener derude – og det er ikke kun “bobler” – der mon hidrører fra at alle tror at andre tror noget bestemt, som man ikke selv tror på. Denne tilstand er måske ikke et egentligt paradosk i logisk forstand, men den rummer i sig en interessant selvmodsigelse. Nogle af de fænomener uden for bobleverdenen som måske skyldes at “alle tror at alle tror” er

  • Usikkerheden om seksuel debutalder. Mange unge mennesker tror at alle andre havde en tidlig seksuel debut og er derfor flove over at debutere sent – men statistikkerne viser, at det faktisk ikke er tilfældet at alle unge mennesker har en tidlig seksuel debut
  • Skønhedsidealer for kvinder. En del unge kvinder tror at alle andre (mænd og kvinder) vil have at kvinder skal være åleslanke  og går derfor meget langt for at blive åleslanke – men igen viser statistikkerne, at det faktisk ikke er tilfældet at det åleslanke ideal er særlig populært.
  • Bestemte politiske tiltag. Mange politiske partier tror at de fleste vælgere vil have en  bestemt politik og bruger derfor mange anstrengelser på at tale for en sådan – men hermed påvirker de formodentlig den samme vælgerskare til at acceptere denne politik mere af nødvendighed end af lyst.

Point Blank

image

Så var aftenen kommet hvor turen gik til København, hvor Bruce Springsteen gav koncert i Parken. Springsteen er en af det 20. århundredes store sangskrivere og performere . I hans værk mødes Dylan, Guthrie, Presley, Redding og mange andre. I perioden fra 1974 til 1982 satte han ikke en fod forkert med sine albumudgivelser. Senere er hans output blevet noget mere ujævnt, men han er stadig en usædvanligt god live-musiker sammen med sit E Street Band… der vel efterhånden er hans musikalske familie.

Var det en god koncert? Ja og nej. Da vi i 2013 så Springsteen i Herning i Boxen, var lyden fin og vi kom tæt på scenen. Og efter koncerten hilste vi på Nils Lofgren… der boede på vores hotel.

Denne gang var denne form for nærhed desværre blevet væk. Lyden i Parken er slet ikke god, og min hustru og jeg sad næsten så langt fra scenen som man kunne komme. Vi følte os mere som helt passive tilskuere end vi havde gjort længe. Men musikken fejlede slet intet og musikerne ej heller. Der var mange numre fra The River i den mere end tre timer lange koncert; især var jeg glad for en intens udgave af balladen “Point Blank”. Der var masser af feststemning i andre numre, men hele koncerten sluttede med en smuk udgave af “Thunder Road” hvor Springsteen var alene med sin guitar. Den sang er en af dem, jeg holder mest af i det hele taget (og her taler jeg ikke kun om Bruce Springsteens sange).

Tanker inden Brexit

25112888022_e7fdcdbdb1_b

Jeg har tidligere udtrykt min store skepsis over for EU her på bloggen. Det, der er så svært ved at have det sådan med EU, er at man lynhurtigt bliver slået i hartkorn med nogle EU-modstandere som har nogle helt andre argumenter end én selv. Lige nu kan man se det i forbindelse med folkeafstemningen i Storbritannien i denne uge om udtræden af EU.

Det nej til EU, som tegner sig i Storbritannien, er nemlig først og fremmest et nationalistisk nej, og det vil i høj grad være motiveret af en angst for indvandrere og flygtninge. Det vil være et nej, der vil gøre det nemmere for den britiske regering af videreføre den politik, der prøver at træde ud af europæiske menneskerettighedsinstrumenter, og det vil være et nej på UKIPs og de konservatives præmisser. Man kunne selvfølgelig håbe at et stort europæisk land uden for EU ville kunne påvirke europæisk politik på en anden måde end små lande som Norge har kunnet – men Storbritannien vil nok primært bruge tilværelsen uden for EU til at gå enegang. Der er intet som helst progressivt over britisk udenrigspolitik lige nu. Min helt uvidenskabelige fornemmelse er at landdet i endnu højere grad end nu vil vende det loyale blik mod USA med alt hvad det indebærer. Jeg kender nogle briter, der er progressive og håber på et ja; med alt det ovenstående in mente forstår jeg faktisk deres håb om et ja til at blive i EU.

Men det ja, som man også kunne forestille sig, rummer også store problemer i sig, for EU er først og fremmest en frihandelsunion (oprindelig mellem nogle få vesteuropæiske lande), der senere har fået en masse yderligere overbygninger, og mange af dem er ikke særlig demokratiske.  EU er i meget høj grad et redskab, der er styret af økonomiske interesser og gør det nemmere at flytte kapital og arbejdskraft. Den hårde politik over for sydeuropæiske lande i krise er også et tegn på det økonomiske fokus. Samtidig er der også en EU-nationalisme, der blot flytter loyaliteten fra det enkelte land ud til EU. Det er f.eks. ikke mere imødekommende overfor mennesker på flugt, hvis det er EU, der gør det sværere for udlændinge at komme indenfor, end hvis det er det enkelte land.

Faktisk er jeg ikke begejstret for hverken et ja eller et nej i den aktuelle britiske folkeafstemning, og jeg kunne sagtens ende med at stemme blankt eller blive hjemme, hvis jeg var brite. Det, jeg gerne ville have, var en form for forpligtende europæisk samarbejde om f.eks. menneskerettigheder og miljøspørgsmål, der var demokratisk og uafhængigt af økonomiske interesser.