Vi elsker vort land…?

denmark-673482_960_720

Lars Løkke Rasmussen sagde i en tale på et grundlovsmøde i går 

Der er intet forkert i at være stolt af at være født i Danmark. Det er ikke snæversynet eller indskrænket at elske sit fædreland. For mig at se er det lidt hen ved en borgerpligt.

Men hvad vil det sige at elske sit fædreland? Skal man elske det? Og hvis man skal, hvordan forpligter det så?  Problemet er, at kravet om at man skal elske sit fædreland, rummer en idé om at Danmark i sig har en eller anden uforanderlig kvalitet som man har pligt til at elske.

Det er en nationalistisk idé, og den rummer i sig flere problemer:

For det første: Må borgere fra andre lande komme til Danmark, fordi de elsker Danmark og dets “uforanderlige kvalitet” mere end de elskede deres oprindelige fædreland? Jeg aner, at svaret her er et nej. I disse år antager dette at blive dansker mere og mere karakter af at være en langvarig udholdenheds- og duelighedsprøve.

For det andet: Der er også mennesker, der foretager den modsatte rejse: de forlader Danmark for at bosætte sig et andet sted. Nogle af dem bliver udenlandske statsborgere – et eksempel er Anders Fogh Rasmussens søn, Henrik Fogh Rasmussen.  Hvad vil nationalister synes om dem?

For det tredje: Kravet, at man skal elske sit fædreland, bliver hurtigt oversat til at fortolke kritik af forholdene i dette fædreland som et spørgsmål om manglende fædrelandskærlighed. I TV2 Nyheders artikel om grundlovstalen kan man læse dette fra Lars Løkke Rasmussen:

Men pligten over for fædrelandet, den er der, understregede han og langede ud efter de kulturpersonligheder, der undertiden væmmes ved Danmark.

– Derfor synes jeg det er mærkeligt, at nogen skammer sig over at være dansker. Jeg forstår ikke, at ringeagten over for regeringen er så stor, at den overskygger kærligheden ved fædrelandet.

Det er ingen hemmelighed at jeg ikke bryder mig om denne form for fædrelandskærlighed. Jeg holder med de danske landshold i internationale sportsturneringer, og der er en masse dansk musik, litteratur, film og videnskabelige opdagelser, som jeg sætter meget højt. Det er mere end én gang sket, at jeg har gjort udenlandske kolleger opmærksom på nogle af de væsentlige bedrifter, folk fra Danmark har gjort.

Jeg kan holde af det, personer i Danmark gør, ikke af en abstrakt forestilling om hvad Danmark “er”. Og på samme måde kan jeg kritisere det, personer i Danmark gør, ikke en abstrakt forestilling om hvad Danmark “er”.

I disse år bliver der truffet mange beslutninger fra politisk hold her i Danmark, som jeg finder bekymrende. Derfor vil jeg også kunne være kritisk over for Danmark; faktisk synes jeg at man som borger i sit land (uanset hvilket land der er tale om) har pligt til at reflektere over forholdene og kritisere forholdene i landet, når det er nødvendigt.

Omfordeling?

if-you-lie-670x520

Et essay af Jonathan D. Ostry, Prakash Loungani og Davide Furceri, der er tre ledende medlemmer af IMF, har fået en del opmærksomhed for nylig. Nogle proklamerer nu at dette er endnu et tegn på at neoliberalismen er ved at blive lagt i graven af en række undersøgelser og den internationale valutafond, der selv promoverede den – dette skriver f.eks. Aitya Chakraborty i The Guardian. 

Kan det virkelig passe? Hvis man læser essayet, er der er bl.a. ikke nogen omtale af markedsgørelsen af den offentlige sektor eller af New Public Management. Men forfatterne kritiserer nedskæringspolitikkerne og den fraværende regulering af finansmarkedet i et sådant omfang, at udenrigsminister Kristian Jensen i et indlæg i dagbladet Information er hurtigt ude med at nedtone denne kritik og med at hævde at neoliberalismen skaber en bedre verden og vil blive ved med at gøre det.

Kristian Jensen nævner ulighed i sit debatindlæg (ordet optræder tre gange), men kun kort. Han ser især bort fra dette afsnit i essayet fra IMF, hvor fokus er på omfordeling (redistribution):

The evidence of the economic damage from inequality suggests that policymakers should be more open to redistribution than they are. Of course, apart from redistribution, policies could be designed to mitigate some of the impacts in advance – for instance, through increased spending on education and training, which expands equality of opportunity (so-called predistribution policies). And fiscal consolidation strategies—when they are needed—could be designed to minimize the adverse impact on low-income groups. But in some cases, the untoward distributional consequences will have to be remedied after they occur by using taxes and government spending to redistribute income. Fortunately, the fear that such policies will themselves necessarily hurt growth is unfounded …

Netop her taler forfatterne fra IMF nemlig om at de politiske beslutningstagere bør gøre mere for at rette op på de økonomiske konsekvenser i form af ulighed,  de taler for at man skal bruge flere midler på uddannelse og kvalificering – og de taler for at “konsolideringsstrategierne” bør minimere den negative effekt på lavindkomstgrupper bl.a. ved brug af beskatning og offentlige udgifter.

Men er det dét, der sker i de lande, der følger den neoliberalistiske politik? Og er dette en politik, Kristian Jensen er fortaler for? Det ser ikke sådan ud.