Homofobiens tragisk/ironiske verdenskort

homophobia-map

Efter det forfærdelige terrordrab, der kostede mere end 50 mennesker i livet i USA i denne weekend, taler man igen om homofobi i USA. Det er påfaldende, at dette had manifesterer sig helt forskelligt rundt om i verden. På en måde har homofobien sit eget ubehagelige “kulturelle verdenskort”. Alle steder er dette had samtidig udtryk for nogle dybe indre modsætninger, der er åbenlyse for alle andre end homofoberne selv.

I USA er homofobien nogle gange pseudo-kærlig og omklamrende. Her tænker jeg på hvordan der findes “behandlingsforløb”, der skal “kurere” bøsser (der er ikke samme interesse for at “kurere” lesbiske). Ironisk nok har nogle af de mest højtråbende homofober vist sig selv at være bøsser, der omhyggeligt havde placeret sig i skabet. Det er formodentlig også tilfældet for gerningsmanden bag massakren i Orlando.

I Østeuropa og Sydøsteuropa er homofobien måske mere umiddelbart autoritær. Her kan jeg ikke lade være med at tænke på alle forsøgene på at forbyde prides; det har været en kamp at få Baltic Pride til at finde sted. Myndighederne har forsøgt at forbyde Baltic Pride, og optogene er blevet mødt at massive moddemonstrationer. I Rusland blev Moscow Pride i 2012 forbudt, ikke for stedse, men kun i de næste 100 år. Ironisk nok er Vladimir Putin blevet kaldt for en “bøsseikon” fordi der er så mange billeder af ham i  bar overkrop.

I Afrika syd for Sahara er homofobien nærmest nationalistisk og skal forestille at være anti-kolonialistisk. I 2012 forbød Ugandas regering 38 NGOer med det argument at de er ude på at ødelægge landets traditioner og kultur. Ved den lejlighed  udtalte landets minister for etik og integritet (!!) at disse NGOer modtog støtte udefra og prøvede at rekruttere unge mennesker til at blive homoseksuelle. Ironisk nok kommer lovene mod homoseksualitet fra det gamle britiske koloniherredømme.

I Iran er der dødsstraf for at være homoseksuel. Men ironisk nok er Iran samtidig næst efter Thailand det land i verden, hvor der bliver udført flest kønsskifteoperationer.

Ét har alle homofobierne fælles: Den støttes af indflydelsesrige person fra en dominerende religion: den ugandiske minister nævnt ovenfor er tidligere katolsk præst, og i f.eks. de baltiske lande tordner man imod den “ukristelige homoseksualitet”. Ironisk nok kender jeg LGBT-aktivister, der er dybt troende kristne.

(Visited 125 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar