Last man standing?

precariat

I denne uge fik jeg endnu et afslag på en ansøgning om forskningsmidler. Der havde været 179 ansøgninger og 19 blev imødekommet. Succesraten for ansøgninger var således 10,6 procent. Nu er der ikke andet for end at søge igen et andet sted.

Hvis jeg søger 10 gange, og der er tale om uafhængige hændelser, og sandsynligheden for succes er 10 procent, vil sandsynligheden for stadig ikke at have fået en bevilling hjem 34,8 procent. Det er en særdeles usikker tilværelse at skulle søge eksterne forskningsmidler.

I dag er der en artikel om den engelske arbejdsmarkedsforsker Guy Standing, der er blandt dem, der især har beskæftiget sig med den fremvoksende samfundsklasse, som han kalder for prækariatet. Det består af de mennesker, der skal navigere fra den ene kortvarige ansættelse til den næste og hvis arbejdsliv er afhængigt af hvor eller om der er midler nok til at holde dem i arbejde. Prækariatet deltager i en daglejerøkonomi; prækariatet er f.eks. chauffører hos Uber og arbejdere på de berygtede zero-hour contracts. I den akademiske verden udgøres prækariatet af undervisningsassistenter og af postdocs, der er finansieret af andres (eller egne) forskningsprojekter.

Min fornemmelse er, at næsten alle i den akademiske verden langsomt er på vej til at blive en del af dette prækariat. Ganske vist er jeg “fastansat” på universitetet, men mine arbejdsvilkår afhænger helt grundlæggende af om jeg selv kan skaffe midler, der kan betale de aktiviteter jeg vil føre ud i livet. Og jeg tilhører selv en uddøende art; vi ser efterhånden at der er færre og færre fastansatte i den akademiske verden, og at universiteterne på grund af nedskæringer fyrer de såkaldt fastansatte.

Usikkerheden er i det hele taget blevet et grundlæggende vilkår for arbejdsmarkedet, og den understøttes af forslag som f.eks. regeringens idé om at arbejdsløse i Danmark skal tage arbejde, uanset om de bor et helt andet sted i landet end der hvor arbejdet er.

Alle ved at en kortere, let usikkerhed kan anspore det enkelte mennesker til at gøre mere end ellers, men den usikkerhed, vi ser nu, er kronisk og vil kunne skabe en kronisk stresstilstand med alt hvad det indebærer af negative konsekvenser.

Og der er noget andet, jeg heller ikke kan lade være med at tænke på: Vi hører i disse år ofte politikere tale om hvordan de udlændinge, der kommer til Danmark, udgør en trussel mod velfærdssamfundet, men reelt er det prækariatet, som udgør den store trussel. Guy Standing udtaler

»I Danmark er det ikke gået lige så hurtigt som i andre europæiske lande, når det kommer til væksten i prekariatet, men forandringen sker hurtigt, og I vil ikke være i stand til at opretholde den gamle sociale velfærdsmodel meget længere. Den er under stort pres, I har meget stor gæld i husholdningerne, og I har store usikkerheder hos unge mennesker«.

(Visited 176 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar