Tanker efter Brexit

pluck

I et tidligere indlæg skrev jeg om min tvivl i forbindelse med Storbritanniens mulige udtræden af EU. Nu er det så blevet alvor.

Jeg har aldrig været tilhænger af EU, så nogle ville vel forvente at jeg er glad i dag. Men det er jeg egentlig ikke. (Jeg ville heller ikke have været tilfreds, hvis det var blevet et ja, men sådan er jeg som bekendt så besværlig.) Nogle af dem, jeg kender i Storbritannien, har tænkt på EU som en “livline” der i et vist omfang kunne beskytte mod den siddende britiske regerings udskejelser. Jeg forstår derfor godt at de er kede af resultatet, selv om “livlinen” ofte mest har været illusorisk. Der er jo ikke tale om et nej, der var baseret i et ønske om mere demokrati, en bedre social- eller miljøpolitik eller mere fokus på menneskerettighederne. Tværtimod viser valgkampen, at dette var et nationalistisk og højredrejet nej, der peger mod isolationisme. EU-borgere i Storbritannien vil ikke få det lettere (sikkert tværtimod) og  den britiske regering vil uden videre kunne træde ud af de menneskerettighedsinstrumenter som findes i EU-regi. Til gengæld skal 40 års britisk lovgivning, der har måttet tage hensyn til og henvise til EUs krav, potentielt set revideres helt. Hvordan dét skal ske, ved jeg ikke. Alt dette viser vel mest at man ikke kan finde et bedre alternativ til EU ved bare at lade EU falde fra hinanden. Vi skal tænke helt andre tanker og komme med konkrete forslag til nye konstruktioner.

Jeg vil ikke savne David Cameron, og hvis dette på lidt længere sigt fører til uafhængighed for Skotland og til en progressiv regering i resten af Storbritannien vil det være godt. Men det er desværre langt fra sikkert, at det går sådan.