Torsdag på Roskilde 

PJ Harvey på storskærm.
PJ Harvey på storskærm.
IMG_20160630_153925
Foran røgen fra Hello Psychaleppo.
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)
Carsten Sorensen (alias Carsten Sørensen)

Togene fra København var forsinkede, så jeg ankom for sent til at få hele Santigolds sæt med. Men det jeg hørte var rigtig overbevisende dancehall-pop, der på den visuelle side havde et ironisk udsalgs-tema med varekurve og tilbudsskilte. Santigold inviterede publikum op til sig, for at de kunne danse med hende, og snart stod der en stor flok oppe ved hende. Jeg spekulerede på om det ville ende i kaos, men nej. Det var sjovt og livsbekræftende at se at nogle kunstnere stadig tør gøre den slags. Jeg har Santigolds to første album og ser nu frem til at høre hendes aktuelle udgivelse.

Hello Psychaleppo er kunstnernavnet for Samer Saem Eldahr, der er en elektronisk musiker fra Aleppo. Han blander tunge beats med samples af syrisk musik og syriske stemmer og skaber derudfra et meget dansabelt hele. Det blev vel modtaget af et publikum, der blev stadig mere talrigt efterhånden som koncerten skred frem.

Så tværs over festivalpladsen igen til engelske Uncle Acid and The Deadbeats: de befinder sig lige der hvor powerpop går over og bliver til tung rock. Ideen med upbeat melodier, Beatles-agtige harmonier og Black Sabbath-agtige riffts er spændende og veludført; de langhårede englændere er et rigtig tight ensemble – men jeg savner måske lidt variation i sangskrivningen.

Og derefter det canadiske band Destroyer, som har Dan Bejar som sanger og sangskriver. Han er også med i The New Pornographers, men ikke som hovedmand (det er Carl Newman der er det). Bejar er dygtig, men også lidt distanceret, synes jeg. Det kunne man også mærke til koncerten. Det hele blev bedst når han “trådte ud af hovedet” og turde give slip på f.eks. “Song for America”.

Så over til Grimes (der også er fra Canada) på Arena-scenen. Men jeg stod ikke så godt og måske fængede dette bud på elektronisk pop bare ikke rigtig hos mig i live-udgave (jeg har det nye album Art Angel et sted, og det er for så vidt OK). Jeg gik igen efter et par numre. Beklager.

Jeg have tænkt mig at høre Courtney Barnett, og det fik jeg da også gjort. Hendes musik trækker lange veksler på 1990’erne, og hendes Pixies-pastiche “Pedestrian at Best” er et af højdepunkterne på hendes album fra sidste år. Så den fik vi også. Men det var langt mere interessant at gense min gamle studiekammerat og ven Carsten, der nu er docent på London School og Economics. Jeg har kendt Carsten siden 1983, og når vi ses, ender vi tit med at tale om musik. Så vidt jeg kunne forstå, kendte Carsten faktisk ikke til Courtney Barnett.

Jeg lyder meget forbeholden over for dagens koncerter, men der var én stor oplevelse i vente, nemlig PJ Harvey. Da jeg fandt ud at hun skulle give koncert på festivalen, købte jeg billet med det samme. Jeg var til hendes koncert i 1995, men alligevel ikke rigtig. Dengang havnede jeg langt væk fra scenen og kunne hverken se eller høre ordentligt (det var før de gode storskærmes tid), og det var ærgerligt.

Denne gang nåede jeg op nogenlunde tæt ved scenen med god udsigt til både scene og skærm. De første tyve minutter stod vi som sild i en tønde, men enhver rutineret festivaldeltager ved at man bare skal holde ud, for så begynder de mindre rutinerede og udholdende i publikum at sive væk igen. Og ganske rigtigt: Derefter stod jeg godt og kunne endda læne mig op af rækværket.

Koncerten i år var hele festivalbilletten værd. PJ Harvey er en eminent sangskriver og en lige så eminent performer. Hovedvægten lå på de seneste to albums, The Hope Six Demolition Project og Let England Shake. Så det var en alvorlig koncert, præget som den var af disse to albums sange om krig og ulighed og nationalisme; først efter knap en time smilede PJ Harvey til publikum – og introducerede sit band med ikke mindst de uforlignelige Mick Harvey og John Parish. Derefter fik vi sange fra ældre albums (“When Under Ether” fra White Chalk og sange fra To Bring You My Love), og PJ Harvey var nu gået fra at være fjerklædt og sorgfuld/indigneret diva i front for et band med saxofoner og marchtrommer kørt i stilling til sin mere rockede/udadvendte fremtoning med miniskørt. Hele koncerten var præget af et enormt nærvær fra Harvey og hendes band. Lyden var så tydelig at man kunne høre enhver detalje, og de sort-hvide live-billeder på storskærmen understregede helhedsindtrykket særdeles overbevisende.

Dette var ganske enkelt en af de bedste koncerter, jeg har været til i mange år, og jeg var meget begejstret, da jeg gik fra Arena. Her fik jeg hilst kort på en meet opstemt Mathias Bundgaard, poetry slammer mm. fra Aarhus, og det var vist ikke kun PJ Harvey der havde fået ham i dét humør.

Derefter ville jeg have hørt Bisse (alias Thorbjørn Radisch) men der var lang kø for at komme ind … så jeg gav op. I stedet fik jeg omsider spist lidt, og stor var min glæde, da jeg opdagede at foretagendet bag den “100% veganske burger” er Café Mikuna fra Aarhus. Deres mad er lækker og billig. Til gengæld var den særlige (og særligt hypede) “Food Court Ale” fra Carlsberg en underligt anonym oplevelse. Mange kommer til festival for at drikke øl, men det er næppe på grund af smagsoplevelserne.

Den sidste koncertoplevelse for mig denne aften var med Chvrches fra Skotland, og de var en god måde at runde af på. Chvrches laver enkle og effektivt iørefaldende popsange til et enkelt elektronisk beat, og deres sangerinde Lauren Mayberry brænder meget klart igennem. Det er fristende at sammenligne med et andet navn i samme genre, nemlig Grimes, og hvis man gør det, er det nok ikke Grimes der vinder.

Muligvis var det et bevidst forsøg på at få alle helt ned på jorden igen, men turen ind til København var præget af togforsinkelser på grund af sporarbejde. Togrejser er i disse år ved at blive en fælles øvelse i tålmodighed. Først 2.30 lå jeg i min seng på vandrehjemmet efter halvanden time på farten. Er der da ikke snart nogen, der vil gøre noget godt for offentlig transport i Danmark og sikre at vi får en infrastruktur for tog og busser, som vi kan være bekendt?