Fredag på Roskilde 

Dagens første koncert var for mit vedkommende med Hurray for the Riff Raff, en kvintet fra USA som spiller country-rock af den slags, som kaldes «alternativ country» men reelt er tæt på countryrocken for 40 år tilbage. Sangerinden luftede sin uforbeholdne mening om Donald Trump – heller ikke countrymusikere har noget pænt at sige om ham. Musikalsk set vellykket var det også; dette er et stort, lille band.
Så over til Calypso Rose, en sangerinde fra Trinidad på 76 år. Hun og hendes band (der efter hvad jeg kunne læse mig til faktisk er Manu Chaos faste backingband) leverede intet mindre end et brag af en koncert. Der var megen calypso, men også reggae og ska. Og først og fremmest: feststemning var der i lange baner, med publikum der dansede rundt i lange bugivugi-slanger. En meget dejlig oplevelse!

Jeg nåede derefter at høre par numre med engelske Foals. Deres musik er velspillet, kompetent og – kedelig, hvis man spørger mig. Regnen kom netop da, og jeg fandt regntøjet frem og gik.

Festivalen har i år også været en god anledning til at mødes igen med gamle venner og i dag mødte jeg Lone, som jeg gik i gymnasiet med og derfor har kendt siden 1979. I mange år har hun boet tæt på Roskilde og har også ofte været frivillig på festivalen. Det var godt at ses igen.

Og så kom til tiden til endnu et. hovednavn jeg havde set frem til – Neil Young. Han startede med nogle små teateragtige indslag: unge kvinder der strør korn på scenen og lidt senere folk i hvide heldragter der sprøjter “gift”. Begge dele var en tydelig hilsen fra Young til Monsanto, som han kritiserer på sidste års The Monsanto Years. 

I den mere end to en halv timer lange koncert bevægede han og Promise of the Real sig sømløst fra de inderlige akustiske klassikere “After the Gold Rush” og “Heart of Gold” over til at inddrage hele bandet og ende i et helt elektrisk… nærmest jam-baseret udtryk, som man forbinder med Crazy Horse hvor det enkelte nummer snildt kan vare ti minutter eller mere. Det var en overmåde god koncert (næsten på højde med PJ Harvey) der endte med en helt igennem ekspansiv og trodsig udgave af “Rocking In The Free World “. Faktisk sluttede det ikke der, for dem blev hængende – de fik et 27 minutter langt ekstranummer.

Men jeg havde planer om at se Tame Impala til sidst, og det skulle også nås. Også det var en god oplevelse. Lyden var krystalklar og hver detalje i lydbilledet stod tydeligt frem. Tame Impala har et udgangspunkt i progrocken men deres nye materiale er langt mere dansabelt og ligetil. Det fik vil en del prøver på her til aften, og det fungerede så afgjort, også sammen med et velafstemt lysshow. Australierne virkede lidt imponerede over at skulle spille for det store publikum ved Arena. Det store fremmøde havde de tydeligvis ikke helt regnet med.