Lørdag på Roskilde 

Min sidste dag ved Roskilde Festival startede med Andromeda Mega Orchestra, et ensemble fra Berlin med 18 medlemmer og et orkester i ordets helt egentlige betydning. Deres musik er et sted mellem jazz i kompositionsmusik; det nærmeste referencepunkt er vel det engelske Penguin Café Orchestra, men dette tyske orkester har en mere hektisk, mindre tilbagelænet stil.

Og derfra over til Officerfishdumplings, som er dæknavn for Hatim Belyamani, der oprindelig er fra Marokko. Han laver elektronisk musik med indslag af samplede marokkanske stemmer og resultatet er fascinerende. Især var det spændende at opleve hvordan han kunne få videoklip og lyd til at spille sammen.

Dernæst Qwanqwa, der er et etiopisk/amerikansk ensemble (og forsynet med et navn, som er enhver europæisk stavekontrols fjende). Jeg kender ikke ret meget til musikken fra den del af verden, men det var spændende at opleve hvordan den etiopiske krar har nogenlunde samme rolle i musikken som en guitar har det i mange former for europæisk og nordamerikansk musik.

Til de sidste koncerter fik jeg igen følgeskab af Carsten. Dagens bedste oplevelse skyldtes Sturgill Simpson fra USA, en af festivalens lidt for sjældne country-oplevelser. Jeg har hans nyeste album, A Sailor’s Guide to Earth fra i år, og det er et album jeg har lyttet en hel del til. Simpson har en typisk countryvokal men har også elementer af soul i sit udtryk. Til koncerten i dag oplevede vi hvordan dette kom til sin ret og især bemærkede jeg den dygtige guitarist. Intensiteten steg støt gennem koncerten og førte os gennem både ballader (bl.a. den overraskende fortolkning af Nirvana-nummeret “In Bloom”, som også er at finde på A Sailor’s Guide to Earth) og de stort swingende numre.

PJ Harvey leverede den bedste koncert på årets Roskilde Festival, men Sturgill Simpson gjorde det også mere end almindeligt godt. Der er noget særligt ved at gå fra en koncert og være blevet begejstret, og i dag skete det så igen.

Los Piranas fra Colombia leverer en intens blanding af sydamerikansk rytme og psykedelisk, lidt surf-agtig rock. Deres rytmesektion er trioens omdrejningspunkt, og leverer det ufravigelige fundament som guitaristen får lov til at nulre henover. Trioens svage punkt er vel så at guitaristen netop kun nulrer; dette er instrumentalmusik så når der hverken er ord eller melodi af betydning for lytteren at holde fast i, mister man som lytter let grebet.

Derefter en visit hos New Order; de har stadig et rygte som pionerer inden for elektronisk pop at leve op til og der manglede for så vidt ikke noget. Der har tidligere været Peter Hook med sine baryton-agtige baslinjer, der kunne tegne nogle interessante streger i Manchester-bandets stort anlagte og lidt kantede elektroniske lydbillede. Han er nu ude af sagaen, men er blevet erstattet af en mindre spændende bassist der prøver at lyde på samme måde. Helhedsindtrykket  var solidt, men måske også lidt kedeligt.

Sidste koncert jeg så var med MØ på Orange Scene. Carsten har boet i Storbritannien i 20 år nu og kendte faktisk ikke MØ overhovedet. Det var interessant for mig at høre Carstens lidt vantro reaktion på MØs brug af det nye bandeord “fucking” på dansk (i en artikel i Politiken udtaler hun at “det er fucking banging at være mig”) ; det ord var der ikke mange der brugte i Danmark dengang i 1990erne og når man oplever hvordan denne sprogfornyelse bliver set udefra, kommer den til at virke lidt latterlig. I Politiken i dag udtaler en studerende at “man er nødt til at have rige forældre, før man kan kneppende finde en lejlighed” (jeg har rettet et enkelt ord her).

Jeg ville nok egentlig gerne have set LCD Soundsystem også, men jeg skulle med et tog kl. 9.25 om morgenen (sådan kan man disponere så underligt). Så efter et enkelt glas og en god snak med Carsten om hvor underligt det er at være dansker, begav jeg mig tværs over festivalpladsen for at nå toget ind til København. Der er noget særligt ved at forlade festivalen på et tidspunkt hvor den faktisk stadig er i gang. Noget siger mig at jeg må derover igen engang.