En sommerferie langt fra det hele?

France_Turkey_Locator

Jeg havde håbet på en sommerferie langt fra det hele. Men først kom det grufulde lastbilangreb i Frankrig, og præcis et døgn efter kom nyhederne om kupforsøget i Tyrkiet. Netop her hvor jeg holder ferie med familien, mærker vi intet til nogen af delene, men man kan ikke andet end at sidde med en fornemmelse af at verden kæmper for ikke at gå i stykker. Når de blodige hændelser så tilmed rammer to lande, som mange fra Danmark holder af at rejse på sommerferie til, bliver det endnu mere nærværende. Også denne gang kender jeg nogen, der holder sommerferie i det land, der er blevet berørt.

Det er underligt at opleve reaktionerne på de voldsomme begivenheder i Tyrkiet, et land jeg endnu ikke har besøgt. Ét ved jeg dog: Der har altid været undertrykkelse i Tyrkiet – en overgang i 1990erne var Tyrkiet således det land i verde, hvor flest mennesker blev ofre for tvungne forsvindinger. Og denne tradition for undertrykkelse er blevet videreført af Erdogan og hans AKP-regering, der har stået i spidsen for en stadigt mere omfattende undertrykkelse af kritikere. Det er ironisk, at den samme mand, der har beordret at Twitter skulle spærres i Tyrkiet, har fængslet journalister og har forbudt demonstrationer, endte med at bede alle om at gå på gaden og gjorde brug af Internettet for at nå igennem til medierne.

I en pressemeddelelse skrev lederne af kupforsøget, at de ville “sikre den demokratiske ro og orden og beskytte menneskerettigheder i landet”. Det lyder jo umiddelbart rigtig lovende, Men når netop de journalister og de oppositionspolitikere, der så ofte er blevet forfulgt, modsatte sig militærkuppet, var det ikke på grund af en pludselig begejstring for Erdogan. De havde derimod en erfaring om hvordan tidligere militærkup har gjort alt andet end at beskytte menneskerettighederne.

Der er en tendens til at vi tror at vi skal holde med den ene af de to fremtrædende parter i en konflikt, og det er en tendens som både mange journalister og mange beslutningstagere er fanget i. Men denne situation viser, at det ikke giver mening at holde med en af parterne. Det eneste, jeg ved, er at militærkup aldrig kan forsvares. Jeg kan kun komme i tanke om ét eksempel hvor militæret i et land endte med at standse undertrykkelse og sætte et demokrati i stedet – og det var i 1974 her i Portugal, hvor jeg lige nu befinder mig. Det var nu heller ikke et kup, men derimod starten på en egentlig revolution, der havde stor folkelig opbakning. Sådan en folkelig opbakning var der netop ikke i Tyrkiet.

Det eneste meningsfyldte nu er at holde Erdogan fast på at han for en stund fik opbakning af også sine modstandere og nu må leve op til det, ikke fortsætte sin undertrykkelse. Om det er tilfældet, er desværre tvivlsomt. Erdogan har allerede været ude for at tale om at genindføre dødsstraf – med militærkuppet som begrundelse. Dét er selvfølgelig helt uacceptabelt og udtryk for en tankegang, som bestemt ikke er undertrykkelsen fremmed.

(Visited 123 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar