En by med knuste ruder

timeofbrokenwindows
Crosby Street i New York, 1978. Foto: Thomas Struth.

Jeg kan huske 1970ernes USA fra TV-avisen og fra de amerikanske tv-krimier og spillefilm, som dansk tv viste da jeg var dreng. Den by, jeg vel altid forbandt med USA var New York. Det var her, Kojak og McCloud færdedes, og jeg forestillede mig at der ikke var andet end enorme højhuse og tæt trafik så langt øjet rakte. Senere så jeg Taxi Driver (en af mine yndlingsfilm) og opdagede at der i 1970erne  kom en masse god rockmusik fra New York – Lou Reed, Television, The Ramones, Talking Heads, Patti Smith og Bruce Springsteen (de to er nu faktisk fra New Jersey). En af mine store helte, David Bowie, slog sig ned i New York og blev boende der.

Først i 1992 besøgte jeg omsider USA, og første stop var New York. Der var ganske rigtigt masser af enorme højhuse, trafikken var også tæt og faktisk lignede byen en trofast udgave af det New York, jeg havde set på film og tv.

Siden da har jeg besøgt USA en del gange, men jeg genså først New York sidste sommer, og denne gang sammen med familien. Der var sket en masse på 23 år, men højhusene var stadig lige enorme og trafikken heller ikke mindre tæt.

Tidligere i år blev jeg via et indslag på DR1 opmærksom på bogen City on Fire af den amerikanske forfatter Garth Risk Hallberg, og jeg hørte om hvordan netop denne roman fra 2015 var blevet rost til skyerne for sit portræt af New York i 1970erne – fra netop dengang da jeg først opdagede hvad der skete der. Så den bog måtte jeg læse. Det fik jeg omsider gjort i løbet af min sommerferie i Lissabon – og det er en af de længste romaner, jeg har læst (kun A Suitable Boy af Vikram Seth er længere).

Jeg vil ikke røbe en hel masse om handlingen, for det er dels synd for dem, der ikke har læst bogen endnu, dels svært at gøre ordentligt i et blogindlæg. City on Fire følger en række personer i New York fra sommeren 1976 og frem til og med den 25 timer lange strømafbrydelse, der ramte storbyen den 13. juli 1977.  Det var en strømafbrydelse, der gav anledning til en masse voldsomme episoder, især ødelæggelse og omfattende plyndringer – tydelige tegn på et samfund i krise.

Romanen er en snedig fortælling om hvordan alle disse meget forskellige menneskers liv bliver knyttet sammen på forunderlig vis. Egentlig er den vel en krimi, for kernen i den er forsøget på at opklare og finde motiverne bag et skuddrama i Central Park nytårsaften. Offeret er en 18-årig pige. I løbet af bogen besøger vi de miljøer inden for rockmusik og billedkunst som var en del af den tidlige amerikanske punkscene, men også den amerikanske overklasse. På alle disse måder er City on Fire en slags moderne arvtager til Charles Dickens. Det er tydeligt, at New York i 1970’erne er en by i krise; bystyret var faktisk på et tidspunkt nødt til at erklære sig konkurs, og kriminaliteten nåede et foruroligende niveau på denne tid. Der var et snigende forfald i New York med udbredt social nød og forfald i bygninger og infrastruktur – dele af byen var blevet de knuste ruders by. Det var dét forfald, der var inspiration for mange af de unge rockmusikere og billedkunstnere på denne tid.

Der er dog i modsætning til hos Dickens ikke nogen tydeligt formuleret samfundskritik i City on Fire. En af personerne er (hvilket er usædvanligt for en amerikansk roman) erklæret socialist, men bruger ikke rigtig sin politiske overbevisning til ret meget. To andre af personerne i romanen indgår i et komplot på tværs af samfundsklasser om at brænde huse ned. Det er en god plot-mekanisme, men om noget i denne stil rent faktisk fandt sted, er uklart for mig.

Hvorom alting er: City on Fire er velskrevet, lever på meget forbilledlig vis op til kravet om show, don’t tell, og den er ofte elementært spændende. Mange af personerne kommer man til at holde af.. Garth Risk Hallberg tegner et meget detaljeret og overbevisende billede af en tid, han ikke selv har oplevet (han er født i november 1978!!). Hermed en klar anbefaling.

Jeg har kun to forbehold med hensyn til City on Fire. Det ene er væsentligt, det andet ikke så stort.

Mit første forbehold er at de mange personer, der kommer til orde i romanen gennem opfundne uddrag af dagbøger, manuskripter o.lign. egentlig har temmelig ens skrivestil, uanset om de er skolelærere i tyverne, industrimagnater i halvtredserne, journalister eller jurister i fyrrerne eller teenagere i high school. Her aner man forfatteren bag romanen lige lovlig tydeligt.

Og så til det andet forbehold. Jeg vil helst læse engelsksprogede bøger på originalsproget (jeg har trods alt selv skrevet en bog på engelsk, dog ikke en roman), og City on Fire er ingen undtagelse. Denne gang var det dog ind imellem en lige lovlig knudret omgang, for der var ganske mange ord i City on Fire, som jeg var nødt til at slå på. Ord som spaldeen, usufructus, strabismic, divot, klieging, robin’s egg toilet, doily, floralegia osv. Til min store lettelse kunne jeg senere læse, at også læsere med engelsk som modersmål havde været nødt til at slå sådanne ord op! Og det er vel at mærke ikke ord, som er vigtige for selve fortællingen eller skildringen undervejs. Denne tendens til at ville overbevise læseren om at man faktisk har et rigtig stort ordforråd kender jeg ellers fra en forfatter som Salman Rushdie, og nogle gange kan det egentlig være lidt distraherende.

(Visited 113 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar