En slags udvidet selvmord

Efter lastbilangrebet i Japan i 2008.

Mange af os har følt en nedstemthed over de mange terrorangreb, der er fundet sted i 2016 og ikke mindst i den juli måned, der endnu ikke er slut.

Det er en næsten helt automatisk forklaring at søge motiverne bag terroren i radikalisering og i ekstreme religiøse ideologier. En udbredt reaktion fra myndighederne i denne tid har været at tage denne ideologiske overbygning for pålydende. Regeringerne blæser derfor til kamp mod Islamisk Stat ved indsættelse af tropper i Mellemøsten. Men Islamisk Stat har næppe har gjort noget som helst forarbejde bag de mildt sagt tilfældige terrorangreb i Europa på det seneste; ved at anerkende Islamisk Stat opnår man reelt blot at forære denne afskyelige samling krigsforbrydere en slags propagandasejr.

I 1970erne var der faktisk endnu flere terrorangreb end nu. Det husker jeg kun alt for godt. Der er imidlertid en væsentlig forskel på vore dages terrorisme og terrorismen dengang. Terroristerne gjorde meget for at undslippe – de samme personer fra PFLP, IRA, ETA, Rote Armee Fraktion, De røde brigader, Den sydmolukkanske befrielsesfront osv. var ansvarlige for det ene angreb efter det andet, og ofte var der tale om gidseltagninger, der skulle få andre terrorister frigivet.

Vore dages terrorisme er derimod en slags udvidet selvmord, hvor terroristen som en del af ugerningen slår sig selv ihjel og prøver at få så mange med sig i døden som muligt. På denne måde ligner terrorhandlingerne mere de familietragedier, som man kender over hele verden, hvor en forælder (og oftest er det en fader eller en søn) dræber sin familie og derefter prøver at begå selvmord.

Lastbilangrebet i Nice i denne måned har en uhyggelig parallel fra Japan.

I 2008 kørte en ung mand på 25 sin lastbil ind i fodgængere i et vejkryds i Japan og gik derefter til angreb på folkemængden med kniv. Han blev til sidst pågrebet. Motivet bag ugerningen, der kostede syv mennesker livet, var at han var træt af livet og træt af verden.

Noget kunne for mig at se tyde på at mange af de terrorhandlinger, vi i denne måned har set i Frankrig og Tyskland, kunne forklares netop som udvidede selvmord. Terrorister er kun sjældent lykkelige mennesker med succes og anseelse. De gerningsmænd, jeg har kunnet finde oplysninger om, har derimod alle haft tre ting fælles: De er unge mænd, de har været ude i store personlige kriser (mobning, skilsmisse, arbejdsløshed, tab af familie eller afslag på asyl) og de har i et eller andet omfang været i berøring med det psykiatriske system. Gerningsmændene kan afslutte det liv, de har haft ondt i, og samtidig få en kortvarig eksponering i medierne.  Tilmed kan de få regeringer til at udtale sig og love hævn, og de får lov til at leve op til et traditionelt mande-ideal om at være “handlekraftige”.

Måske er terrorisme i den industrialiserede verden også et tegn på en følelse af nedstemthed og håbløshed, som mange har og som ikke alle kan reagere sundt på? I dag kan jeg læse at mange danskere har “ondt i livet”. En undersøgelse foretaget af Psykiatrifonden viser at 6 procent af de 4000 adspurgte samlet set er svært utilfredse med deres eget liv lige nu. Tælles alle svar under middel med, viser undersøgelsen, at 11 procent har en ‘ lav livstilfredshed’.

Jeg tror at der kan være et andet perspektiv på kampen mod terror i at finde ud af hvordan man sætte forebyggende ind over for unge mænd, der har så ondt i livet og føler så store nederlag, at de begår et udvidet selvmord – dvs. en social og psykologisk indsats.

(Visited 151 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “En slags udvidet selvmord”

Skriv et svar